2. oktober 2017 | den store bunke |
Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.
Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.
Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.
I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.
I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.
Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.
25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
21. september 2017 | På denne dag |
For ni år siden var jeg stadig sådan en, der postede irriterende løbeopdateringer og forurenede de andres Facebookvægge med mine egne skinnende glorier.
21. september 2008 skrev jeg kl. 13.10:
prøver VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur…
og fem kvarter senere:
prøvede VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur … og nu funkler en nypudset glorie med Disneystjerner og bling-bling!
Kæft, jeg var træls at høre på!
21. september 2009 var udsagnet:
er havnet i en rude uden taleboble.
Kryptisk, huh? Det var tilsyneladende en chatfunktion, der ikke virkede. Og dermed ikke var en funktion.
Et år senere hed det:
er en af dem, der nyser
Nårh, synd!
Samme dato for seks år siden, i 2011:
Sofa, benene oppe, te, fjernsyn, bog. Og en facebookopsætning som er lavet om igen… Er rummelig, men det havde I da ikke behøvet, det er næsten alt for meget…
Det er jo det, Facebook GØR – og vi frustreres og snakker om det hver gang. Senest gennemsøger de for eksempel alle tekster for ordet tillykke og gør det rødt. Dumt.
Samme aften så jeg fjernsyn:
“Helt nede på jorden og begge ben i næsen”, sagde Dagens Mand om den pige, han valgte… Det bli’r sikkert en dejlig date.
Jeg savner lidt Dagens Mand. At forarges.
21. september 2012 var jeg hjælpsom:
har været ude med aviser. Har snydt nogen. Jeg ved ikke hvem. Undskyld. Til hele kvarteret, for en sikkerheds skyld.
Lasse og jeg tog Lauras avisrute og fik rigeligt med aviser til overs. Stadig undskyld.
Året efter var jeg åbenbart blevet mange år ældre:
er havnet på P5. Jeg kan synge med på alt, hvad de spiller. Det er på en måde meget rart. Og lidt foruroligende.
21. september 2014 postede jeg (igen!) et billede af min Ballerup Master Mixer sammen med Mortens kageruller med teksten Gode gamle… Det gider jeg ikke vise her. Ingen gider se det. Igen.
For tre år siden skrev jeg:
Jeg er 55. Jeg kan stadig ikke pumpe min cykel selv.
Det fremgår af kommentartråden, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan stadig ikke.
Så får I et billede, som faktisk ikke er fra denne dato. Men det er stadig den grimmeste indpakning, jeg nogensinde har fået i en butik, og den fortjener et gensyn
19. september 2017 | den store bunke |
Et tidligere indlæg med samme emne hed Emnetanken. Det drejer sig om de ideer, jeg løbende noterer til emner, jeg vil skrive om. Blogge om hedder noten på min telefon. Og der står de så, de fremragende ideer, som tit ikke kommer længere end til tanken, – det kan være, fordi de er for store at gå i gang med, fordi ideen dør eller fordi de bare aldrig former sig til noget brugbart.
Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:
Dino og Toni (Den her må ikke dø. Dino og Toni har en restaurant i Rom, og ingen må være i Rom uden at spise der! Jeg fortæller om det en dag)
40 år efter gymnasiestart (Fordi jeg kom i tanker om, at det i år er 40 år siden, jeg startede i gymnasiet. Fyrre, mand! Jeg var 18 år og mødte op i virkelig kikset tøj, indtil jeg fik blendet lidt bedre ind med de smarte fra Odense. Jeg lader det stå på listen)
Om skrivemåder, research, åben modus, fritekst (Jeg læste om metoder til at skrive en god tekst og ville sammenligne med mine egne måder, for det er ret spændende. Og stort …)
Hvordan børn blev klædt på (Niels album) (Foranlediget af billeder af børnene som små, klædt i virkelig kikset tøj set med nutidige øjne. Måske ville børnene ikke synes om, at billederne blev vist. Selv om det var mig, der valgte tøjet)
Handicaptoiletter paraplegi (Lang historie. Men fin)
Pennevenner (Ja. Også noget gammelt noget, som virkede sjovt, da jeg tænkte det)
Hjertestarter (Fordi jeg var på hjertestartergenopfriskningskursus og blev en vigtig person, der kan tilkaldes. Bare de ikke gør …)
Bukkejagt (Fordi jagtsæson)
Lex Jens Peter (Det korteste ord kommer naturligt først i toleddede konstruktioner. Lyn og torden. Salt og sukker. Kop og Kande. Nej, det er ikke interessant nok til at bære et indlæg selv, vel?)
Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Den lod jeg stå fra sidst. Det er stadig et godt emne, men alligevel har jeg ikke fået skrevet det endnu. Fortæller universet mig noget?)
16. september 2017 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Vi har svensk besøg, og forinden har husets 20-årige – imødekommende, som han er – gravet al sin svenske sprogkunnen frem, for man må jo gøre sit til at holde konversationen kørende under besøget.
Imidlertid ligger det tilsyneladende sådan, at det meste af hans svenske parlør stammer fra Ingmar Bergmans film Det syvende segl (Det sjunde inseglet) fra 1957. Den foregår i det 14. århundrede, og Max von Sydow har rollen som ridderen Antonius Block, som har været på korstog til det hellige land og vender tilbage til hjemlandet, der er plaget af pest.
Jeg har faktisk ikke selv set filmen og måtte google mig til handlingen, men det har min søn så, og han har med dyb og malmfuld røst trænet sine svenske samtaleåbnere. Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår følgende sætninger falder:
– Är du Döden?
– Har du kommit för att hämta mig?
