I supermarkedet tog jeg en af de store kurve, man trækker efter sig. På min indkøbsliste stod der blandt andet snacks og vin til mødregruppebesøg. På vejen gennem butikken fandt jeg et godt vintilbud og besluttede at købe en kasse med seks flasker, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have taget en indkøbsvogn, for jeg skulle trods alt bære den vinkasse OG resten af indkøbene ud til bilen.
Jeg fyldte kurven, gik til kassen og betalte. Mens jeg fyldte mine indkøb i en pose, sagde kunden lige bag mig – en mand med indkøbsvogn: “Skal du ikke have den der kasse vin med op at køre?”
Det var et – hvad skal vi sige – friskt forslag og svært lige at afvise. Men det var der jo heller ingen grund til.
“Jooo tak, og så vil jeg insistere på at slå følge. Så vi ender samme sted…” (jeg mente vinkassen og mig).
“Ja. Jeg tænkte lidt, at det også var voldsomt med en vogn til de få varer, jeg har”
… småsnakkede vi, mens vi fulgtes ad ud til parkeringspladsen.
“Jeg holder lige herhenne, den hvide der…”
“Ja, og det er min, den sorte henne bagved, så det kunne ikke være nemmere”
“Så siger jeg tak for liftet!”
“Velbekomme, og ha’ en god dag”
Det var tredive meter ren venlighed og ditto påskønnelse.
