På denne dag #4
For ni år siden var jeg stadig sådan en, der postede irriterende løbeopdateringer og forurenede de andres Facebookvægge med mine egne skinnende glorier.
21. september 2008 skrev jeg kl. 13.10:
prøver VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur…
og fem kvarter senere:
prøvede VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur … og nu funkler en nypudset glorie med Disneystjerner og bling-bling!
Kæft, jeg var træls at høre på!
21. september 2009 var udsagnet:
er havnet i en rude uden taleboble.
Kryptisk, huh? Det var tilsyneladende en chatfunktion, der ikke virkede. Og dermed ikke var en funktion.
Et år senere hed det:
er en af dem, der nyser
Nårh, synd!
Samme dato for seks år siden, i 2011:
Sofa, benene oppe, te, fjernsyn, bog. Og en facebookopsætning som er lavet om igen… Er rummelig, men det havde I da ikke behøvet, det er næsten alt for meget…
Det er jo det, Facebook GØR – og vi frustreres og snakker om det hver gang. Senest gennemsøger de for eksempel alle tekster for ordet tillykke og gør det rødt. Dumt.
Samme aften så jeg fjernsyn:
“Helt nede på jorden og begge ben i næsen”, sagde Dagens Mand om den pige, han valgte… Det bli’r sikkert en dejlig date.
Jeg savner lidt Dagens Mand. At forarges.
21. september 2012 var jeg hjælpsom:
har været ude med aviser. Har snydt nogen. Jeg ved ikke hvem. Undskyld. Til hele kvarteret, for en sikkerheds skyld.
Lasse og jeg tog Lauras avisrute og fik rigeligt med aviser til overs. Stadig undskyld.
Året efter var jeg åbenbart blevet mange år ældre:
er havnet på P5. Jeg kan synge med på alt, hvad de spiller. Det er på en måde meget rart. Og lidt foruroligende.
21. september 2014 postede jeg (igen!) et billede af min Ballerup Master Mixer sammen med Mortens kageruller med teksten Gode gamle… Det gider jeg ikke vise her. Ingen gider se det. Igen.
For tre år siden skrev jeg:
Jeg er 55. Jeg kan stadig ikke pumpe min cykel selv.
Det fremgår af kommentartråden, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan stadig ikke.
Så får I et billede, som faktisk ikke er fra denne dato. Men det er stadig den grimmeste indpakning, jeg nogensinde har fået i en butik, og den fortjener et gensyn
