På denne dag #7

Det sjoveste ved Facebooks mindedelinger er at gense de tråde, der trak mange kommentarer, og huske mine tanker i forbindelse med opslaget. På den femte februar har jeg historisk set delt en lang række uinteressante opdateringer, som at jeg havde købt Parisbilletter til mig og børnene – skrevet på halvfransk; som at jeg gerne ville bytte et sæt mormorarme til en morfar; som at jeg havde været til en inspirerende løbedag med Allan Zachariasen og fået syret organismen til, og som at jeg lavede wokmad til en skiferie.

Men den fineste femte februar-finurlighed var denne her fra for to år siden. Fordi det ikke kun var mine minder, men tråden trak mine venners minder med ind.

Værsågod. One Direction, Donny Osmond, David Bowie og Suzi Quatro i ét.

På denne dag #6

Dagens denne dag er faktisk slet ikke fra denne dag, men fra den anden dag. Og denne gang nøjes jeg med en enkelt statusopdatering, som medførte en lang kommentartråd. Fortrinsvis fra folk, der heller ikke havde noget klart at sige. Den dag.

Den 2. oktober 2010 undrede jeg mig:

Mig: har pludselig fjernsynet fyldt med kanaler … !?! Hvor kom de fra? Børnene er i saligt lykkechok.

Og kommentarerne tog fart i løbet af aftenen:

Anne: åh nej, det er lissom sidst, hvor du fik gratis aviser! Der er ALTID en regning, der skal betales! SLUK!

Søren: Mæcen’en igen!?

Gerda: …  er også sket her hos os. Vælger du så TV Charlie eller Unge Mødre??

Anne: ØV! Har lige testet mit eget fjernsyn, og jeg får – som sædvanligt – intet gratis. Og jeg ville ellers så gerne se DR K. Øv. Altså.

Mig: Det er ligesom dengang i Venner, hvor Chandler og Joey havde gratis porno og ikke turde slukke for tv’et af skræk for, at det ikke var der, når de tændte igen. Men jeg har lige tjekket – børnene ser TV2 Film…
Er det sket for dig nu i dag, Gerda? Så er hele byen måske i lykkerus? Altså undtagen Anne…
Ved godt jeg lyder som min mor, når jeg spørger: Hvordan er de kommet IND i mit fjernsyn??

Gerda: … vi har ikke observeret tegn på indbrud – men de er kommet ind i vores TV i går. Og det står endda på 1. sal.

Anne: Nogen burde orientere hele byen, hvis de nu pludselíg kan se CNN. MEGET belejeligt, en nat som denne. Kæft, hvor er jeg træt af min digital-boks-som-omformer-noget-halløjsa-til-noget-andet-halløjsa-men-som-ikke-giver-mig-news-eller-Update. Må se det hele på computeren, og det virker bare så FATTIGT på en aften med FCK-Barca og midtvejsvalg. Dobbeltøv.

Mig: Nej nej, orientér ingen!! Er blevet pålagt følgende: “Mor, sig til Gerda, at hun ikke må sige det til NOGEN!”. Så schyyyy!!

Anne: Som journalist påberåber jeg mig naturligvis kildebeskyttelse. I en tid, hvor den slags ikke er i høj kurs, hvis du forstår “summen af kardemommen”. Men jeg holder tand for tunge. Betyder det egentlig, at man har underbid?

Mig: Vi har CNN. Det har jeg aldrig haft … men jeg får slet ikke lov til at komme i nærheden af fjernbetjeningen.
Næh, det betyder vist bare at tungen er spærret inde bag gitteret.

Gerda: – det bliver mellem os og internettet. Ved i øvrigt heller ikke, hvem jeg skulle sige det til … så junior kan være ganske rolig. Det blr’r en lang nat.

Anne: Godt så! Kentucky – en af de første stater – lukker om en time, og der er dine børn lagt i seng, hvis du er en ansch… anscwwhh.. ANSvarlig mor! Resten af natten er remoten din, og du opdaterer jævnligt din profil, så jeg kan følge med. Deal?

Mig: Det mærkelige er, at jeg kun har en forhistorisk antenne på loftet med en ledning ned til mit supermoderne fjernsyn – hverken parabol eller boks eller kort eller noget. Jeg kan ikke engang formulere spørgsmålet….

Anne: Smutter lige på loftet og sætter min antenne til! Gider du ringe efter en ambulance, hvis du ikke hører fra mig inden for et par dage? Så er jeg nemlig faldet ned af stigen og ligger og raller i kælderskakten….

Næste dag viste det sig, at det var Boxer, der holdt fødselsdag og gav gaver: 28 gratis betalingskanaler 1.-14. oktober, hvilket fik et af de lykkeberusede børn til at udbryde: “Nooooo, vi gik glip af den første dag …!!

På denne dag #5

Disse her På denne dag-nedslag har det med at komme dryssende med en temmelig uregelmæssig frekvens, som udelukkende er styret af, hvor sjov jeg synes, jeg selv var på denne dato for år tilbage. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg var oftere sjov i begyndelsen af mit og Facebooks parløb, som startede for ni år siden. For snart fem år siden startede jeg bloggen blandt andet for at tage toppen af informationsstrømmen og spare verden for overload af mine finurlige betragtninger, som jeg i stedet kunne uddybe her.

Facebooks funktion Denne dag giver mig imidlertid en behagelig mulighed for også at dele de tidlige betragtninger med mine læsere. Her kommer 4. oktober.

For ni år siden var vejret som i dag:
tror det bliver en vandig dag: regn og svømmestævne

og samme aften var der mere vand i sigte:
er hjemvendt fra svømmestævne med en medaljeprydet dreng. Så trækker det jo nok op til stævne en anden gang….

Året efter, i 2009, tyder noget på, at der var stor koncert i området. I Boxen, måske. Eller Horsens. Jeg husker det ikke, for jeg var der tydeligvis ikke:
bemærker, at rigtig mange skriver om U2 og ville ønske, jeg kunne skrive “Me too”

Samme aften samme år trak det op til vinterkulde:
lukker luft ud af radiatorerne og kan pludselig huske, hvor koldt her var sidste vinter. I mit næste hjem vil jeg have brændeovn! Og nyde alle vittighederne om brændekløvning; det “giver varmen to gange, haha!”
Det med brændeovnen sprang en bolig over, men nu har jeg den. Og jeg tager gerne vittighederne om brændekløvning med!

For seks år siden var jeg en hjælpsom mor:
tror ikke, min datter klarer at se fjernsyn selv. Jeg må hellere hjælpe.

Jeg ved ikke, om jeg kom for tæt på hende i min hjælpsomhed, for samme aften skrev jeg:
tæller dagens faldne: 1.
Forkølelse givet videre til nummer et i arvefølgen.

I 2012 handlede den første opdatering om en svensk mærkedag:
Siden 1999 har 4. oktober været kanelbullens dag i Sverige. Men jeg blev budt på kanelsnegle to forskellige steder i Danmark i GÅR! Sært, hvad?!
Kanelbullens dag! Har vi husket herhjemme at sympatispise for svensken i dag, hva’, hva’? Jeg har ikke, slår det mig…

Om aftenen skulle jeg noget:
glæder mig til Flying Superkids i aften. Showet starter næsten lige så tidligt som en Leonard Cohen-koncert. Superbørn og gamle supermænd har det tilfælles, at de skal tidligt i seng. Tror jeg
Det var en fremragende opvisning, husker jeg.

Siden har jeg ganske enkelt ikke været meddelsom på Facebook den 4. oktober.

På denne dag #4

For ni år siden var jeg stadig sådan en, der postede irriterende løbeopdateringer og forurenede de andres Facebookvægge med mine egne skinnende glorier.

21. september 2008 skrev jeg kl. 13.10:
prøver VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur…
og fem kvarter senere:
prøvede VIRKELIG at tage mig sammen til at løbe en tur … og nu funkler en nypudset glorie med Disneystjerner og bling-bling!
Kæft, jeg var træls at høre på!

21. september 2009 var udsagnet:
er havnet i en rude uden taleboble.
Kryptisk, huh? Det var tilsyneladende en chatfunktion, der ikke virkede. Og dermed ikke var en funktion.

Et år senere hed det:
er en af dem, der nyser
Nårh, synd!

Samme dato for seks år siden, i 2011:
Sofa, benene oppe, te, fjernsyn, bog. Og en facebookopsætning som er lavet om igen… Er rummelig, men det havde I da ikke behøvet, det er næsten alt for meget…
Det er jo det, Facebook GØR – og vi frustreres og snakker om det hver gang. Senest gennemsøger de for eksempel alle tekster for ordet tillykke og gør det rødt. Dumt.

Samme aften så jeg fjernsyn:
“Helt nede på jorden og begge ben i næsen”, sagde Dagens Mand om den pige, han valgte… Det bli’r sikkert en dejlig date.
Jeg savner lidt Dagens Mand. At forarges.

21. september 2012 var jeg hjælpsom:
har været ude med aviser. Har snydt nogen. Jeg ved ikke hvem. Undskyld. Til hele kvarteret, for en sikkerheds skyld.
Lasse og jeg tog Lauras avisrute og fik rigeligt med aviser til overs. Stadig undskyld.

Året efter var jeg åbenbart blevet mange år ældre:
er havnet på P5. Jeg kan synge med på alt, hvad de spiller. Det er på en måde meget rart. Og lidt foruroligende.

21. september 2014 postede jeg (igen!) et billede af min Ballerup Master Mixer sammen med Mortens kageruller med teksten Gode gamle… Det gider jeg ikke vise her. Ingen gider se det. Igen.

For tre år siden skrev jeg:
Jeg er 55. Jeg kan stadig ikke pumpe min cykel selv.
Det fremgår af kommentartråden, at jeg ikke er den eneste. Jeg kan stadig ikke.

Så får I et billede, som faktisk ikke er fra denne dato. Men det er stadig den grimmeste indpakning, jeg nogensinde har fået i en butik, og den fortjener et gensyn

På denne dag #3

Facebooks Denne dag greb mig igen i dag. Jeg ville bare ønske, jeg kunne huske, hvad det var for en fest, jeg skulle til for ni år siden. De praktiske ting er jeg ligeglad med. Jeg har sikkert lagt tøj sammen.

Nå ja! For otte år siden havde jeg lige holdt stor 50 års fødselsdag og fået Claus’ brugte cd-afspiller til bilen i gave. Jeg var glad! Der sad stadig en Sort Sol-cd i afspilleren … jeg var dobbelt glad.

Senere på dagen holdt jeg brat op med at være glad, da jeg (fordi jeg rodede lidt med den nye bilradio) kørte op i en forankørende bil med trækkrog. Fronten på Hvide T blev ødelagt og kølerhjelmen blev bukket op i et stort A. Det kostede forsikringen tæt på tredive tusind kroner, men det fedeste var, at de ikke dømte den totalskadet. Og at jeg var uskadt, bil og fører foran var uskadte, og det samme var cd-afspilleren.

Gad vide, hvad det var for en film? Har de tre spillet sammen i andet end Evigt solskin i et pletfrit sind? Var den feel bad?

Dét her … er faktisk VIRKELIG uhyggeligt!

Jaha! Det bliver også et alsidigt efterår på Paletten her seks år senere. Så ses vi dér!

Det blev Hvide T faktisk aldrig fantastisk nok til.

2012 var et rigtig godt koncertår! Jeg skal til at tage mig lidt sammen, hvis 2017 skal nå de samme højder, og i hvert fald begynde at gøre plads i 2018-kalenderen.

Her kan vi konstatere det, som alle ved: at solen skinnede mere i gamle dage. For to år siden.

Og at jordbærstiklingerne var større.

Det var alt for denne dag. Gad egentlig nok vide, om min Fantastiske Toyota, aka Toyota Carina stationcar årgang 85, aka Hvide T, som jeg skilte mig af med for tre år siden, stadig lever derude et sted. I ét stykke eller i enkeltdele transplanteret ud i mange forskellige trængende Toyotaer. Man ved aldrig.