27. oktober 2019 | den store bunke |
“Skal du så til at blogge igen?”, spurgte yngsten i tirsdags, da vi kørte hjem efter en på alle måder god og smuk begravelsesdag. Det var hans mormor, min mor, vi havde begravet, og stemningen i bilen var mat, men ellers god med vemod og lettelse i en fint afstemt blanding.
Min mor var 93 og mæt af dage. Siden syn og hørelse for alvor begyndte at svigte hende for et lille års tid siden, og hun ikke længere kunne udfylde sin tid med sine yndlingsbeskæftigelser, at læse avis og FamilieJournal, løse krydsogtværs og se nyheder i tv, har hun været først frustreret og siden resigneret, og det er gået støt ned ad bakke med livsglæde og livslyst. Tirsdag den 15. oktober midt på aftenen trak hun vejret for sidste gang. Jeg sad hos hende, da hun døde. Jeg ved ikke, om hun var klar over det – hun sov det sidste døgn, men det betyder alverden for mig.
Jeg har været afklaret længe. Det var bedst, at hun fik fred. Det er selvfølgelig sørgeligt, vemodigt og ubegribeligt på mange planer at sige farvel, men ikke tragisk. Der er meget, der skal bearbejdes og falde på plads nu – minder og erindringsbilleder. Vi kan ikke spørge hende om mere, hun har givet alt videre, og vi må forvalte arven, som vi hver især bedst kan. For mig ligger det hele godt. Jeg har gjort mit bedste. Der er intet, jeg ville have gjort eller sagt anderledes, og det er virkelig et privilegium at leve videre med.
Tilbage til min søns spørgsmål. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det, for bloggens grundregel har altid været, at jeg skriver og deler af lyst og ikke af pligt. Har jeg noget på hjerte, skriver jeg, og har jeg ikke, kommer der intet nyt. Men i tilbageblikket kan jeg selvfølgelig se, at energien har været trukket et andet sted hen. Jeg var sidst aktiv på domænet her midt i september – om noget så neutralt som at skære cherrytomater på en smart måde. Siden da har jeg haft flere og flere køreture til Fyn, en del af mit fokus har hele tiden været på mor, og alt, hvad vi har planlagt, har været underlagt det vilkår, at telefonen kunne ringe, jeg kunne blive kaldt derover, og verden kunne blive vendt op og ned. Jeg mærker, at der er løst op nu. Telefonen behøver ikke være i nærheden og på lyd. Jeg kan glæde mig til noget. Jeg kan se fremad.
Samtidig er det også en tid, hvor jeg ser tilbage. I går tømte vi mors lejlighed på plejehjemmet, og jeg er vendt hjem med et par kasser med fotos, dagbøger og forskelligt arvegods, som jeg skal bruge tid og energi på at dvæle ved i den kommende tid.
Det haster ikke. Alt kommer i den rækkefølge, der falder bedst. Også lysten til at fortælle og dele. I sidste uge vidste jeg med mig selv, at jeg ikke kom til at skrive på bloggen, før jeg havde formuleret min mindetale til begravelsen og et takkekort til personalet på plejehjemmet, for mine allerbedste ord skulle reserveres til de to.
Og både talen og takken er givet videre nu.
22. september 2019 | den store bunke |
I denne weekend har vi klippet hækken omkring både hjemmematriklen og kolonihaven, trimmet buskads og gjort ved, og mine arme, ben og normalt upåagtede muskler værker efter at have klippet, kravlet, revet og luget, og i aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal optræder med ’musikalsk magi og eventyrstemning’, og det glæder jeg mig til …
Så.
I dag vil jeg blot berige jer med et enkelt tomattip. En nem og hurtig måde at halvere cherrytomater på. Morten gør sådan, og nu gør jeg det også sådan.
Læg tomaterne på en tallerken.
Læg en tallerken ovenpå og find en lang, skarp kniv, for eksempel en savtakket brødkniv.
Pres let ned på tallerknerne og skær med kniven imellem dem.
Vupti, så er der halve tomater.
Og hvad kan man bruge halve tomater til? Jo, læg dem i et ovnfast fad med skærefladen opad, kværn salt og peber over, drys med sukker, giv en rigelig sjat af din bedste olivenolie og bag i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, så har du søde, syrlige himmerigsmundfulde, der passer til alt.
17. september 2019 | den store bunke |
Vi har set den fineste lille teaterforestilling, “Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon”, om det der sker, når mennesker har modet til at kigge op og møde verden. Tre skuespillere får med helt enkle virkemidler, en fantastisk tekst og en eminent timing publikum til at danne egne billeder, og når forestillingen er slut, har man næsten glemt at trække vejret.
Det var uovertruffet, magisk og smukt.
Bagefter havde vi købt billet til noget, de kaldte “Suppe og samtale”. I vores egne hoveder havde vi egentlig bare sikret os aftensmad og ikke gennemskuet konceptet, men der lå altså mere i det fra arrangørens side. Forestillingen spillede også dagen før, og jeg læste en anmeldelse i den lokale avis, hvor jeg var blevet opmærksom på, at publikum skulle inddeles i grupper på tre for at samtale om et givet emne. Jeg var altså forberedt på, hvad der skulle ske, men også forberedt på at være langt uden for min komfortzone. Jeg er dårlig til – og uinteresseret i – small talk, og jeg er virkelig ikke tilhænger af at få udstukket en rolle, som jeg forventes at udfylde. Jeg vil hellere snige mig ud i skyggerne i kulissen og betragte.
Men det skulle man så. Morten og jeg holdt os sammen, for to af de tre i samtalegruppen måtte godt kende hinanden, og så kom der en tredje hen til os, som vi ikke kendte. Alle skulle bruge et øjeblik på at tænke på et menneske, som i vores barndom havde fået os til at kigge op, måske bare i et øjeblik åbnet vores øjne, for noget, for verden, for os selv (min udlægning af opgaven, jeg husker den ikke ordret), gjort indtryk, og det skulle vi så fortælle hinanden om, snakke om og måske se efter fællestræk.
Det var ikke så enkelt, men det blev faktisk til en fin lille samtale, som igen åbnede nye øjne, ledte os i uforudsete retninger og fik os alle tre til at kigge op. Noget vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke var blevet puffet ud i det og udfordret. Jeg er helt stolt over at have deltaget i det. Og så viste det sig alligevel, at jeg kendte kvinden, vi samtalede med, af navn gennem fælles bekendte, og så supplerede vi med en snak om det og dem også.
Og så var der suppe. God, varm og nærende, og således var der føde til både ånd og krop på den fineste tirsdag aften.
11. september 2019 | Udpluk |
- Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
- Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
- Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
- I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
- Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
- Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
- Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.
9. september 2019 | Hørt og set i forbifarten |
Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.
“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.
Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.
“Åh, vi må have misset det…”
“Men er du ikke derude?”
“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”
Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.
Samtidig gik noget op for ham:
“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”
Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.
Nu funderer jeg over to ting:
- Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
- Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?
