7. september 2019 | den store bunke |
Hele to gange i de seneste dage har Peddersen-universet været referencen i samtaler, jeg har haft.
Jeg taler naturligvis om Sven Nordqvists vidunderlige billedbøger, som jeg læste højt mange gange, da mine børn var små.
I forgårs var det i en snak om grævlinges farlighed, at jeg hentede min indre Da Findus var lille og forsvandt frem og insisterede på, at grævlinge altså ikke er til at spøge med. Tænk bare på tegningen af lille Findus’ røde og forgrædte øjne, da han bliver fanget i en papkasse med en puslende grævling udenfor. Så bange han er!
Det er heller ingen spøg at ramme en grævling på landevejen. Det er som at køre ind i en sten. Meget kompakte dyr. Det var egentlig det, samtalen startede med. Men farlige rovdyr er de også. Jævnfør Findus.
Og i dag kørte vi forbi en lillebitte sø, hvor der sad en lystfisker, og jeg funderede over, om søen overhovedet var stor nok til brugbare fisk. Så refererede Lasse til en Peddersen-historie, hvor de var nødt til at fange små fisk først for at få madding til at fange de store fisk, i deres tilfælde gedder.
Jeg elsker, at mine børn også som voksne har Peddersen og Findus som referenceramme.
Senere på dagen var jeg inde i en boghandel og konstaterede, at bøgerne ikke er så stor en del af standardsortimentet, som de var for tyve år siden. Men der var heldigvis et par stykker. Ikke historien med grævlingen og heller ikke Pandekagekagen, som er en anden af mine favoritter. Men Rævejagten med det uhyrlige fyrværkeri og Ud i det blå med Peddersen var der, og Stakkels Peddersen, hvor Peddersen er i det sorteste humør, og Findus med alle sine skøre krumspring endelig får ham lokket med på netop en fisketur, som altid gør så godt for sjælen.
Læs dem alle sammen for dine børn eller børnebørn! Ingen børn bør vokse op uden Sven Nordqvists fantastiske tegninger og finulige fortællinger.
5. september 2019 | Udpluk |
- Det blev heller ikke i dag, vi kom på ballonfærd. Første gang vi havde booket, sendte ballonskipper om formiddagen en mail og bekendtgjorde, at flyvningen om aftenen var aflyst på grund af uegnet flyvevejr i området. Så bookede vi en flyvning i dag, og skipper sendte en aflysningsmail i formiddag. Nu har vi booket en ny tur om et par uger. Men vi ved ikke, om vi bare har fået en ny penneven.
- Jeg sidder og ser et program, der handler om mennesker, der har vundet den store gevinst. Harry fra Danske Spil tager ud og giver gratis rådgivning til nyslåede millionærer. Jeg håber, at Harry får en ordentlig løn.
- “Dav, det er Birgitte, Ellas datter, kan min mor tage telefonen i dag?” – I flere år har jeg ringet til min gamle mor hver eftermiddag. Nu kan jeg ikke længere regne med, at hun er oppe eller nærværende, så nu starter jeg gerne med at ringe til personalet på plejehjemmet og forhøre mig om situationen. Ligger hun i sengen, vil det bare være en pine at lytte til en telefon, der ringer, uden at være i stand til at tage den. På den måde skrider den kendte verden umærkeligt dag for dag. Umærkeligt og mærkeligt.
- Med i programmet om millionærer er der også en mand, der har haft en karriere inden for fødevarebiologi, især med fokus på purløg. “Kærlighed til purløg skaffede mig mit første arbejde”, siger han. Det er noget af det særeste, jeg har hørt. Trods milliongevinsten fortsætter han med purløgeksperimenterne hjemme i køkkenet.
- Vores æbletræ passer overhovedet ikke sit arbejde ordentligt i år. Æblerne rådner på træet, falder ned på græsset og rådner videre. Vi samler dem sammen og smider dem på komposten, når vi er nødt til at slå græs. Når det overhovedet er tørt nok til at slå græs. Og så starter det forfra. Der er virkelig mange æbler i år. Og jeg har måske spist syv.
- Der er også virkelig mange squash i kolonihaven i år. Vi får meget varieret mad for tiden. Med squash. Men ved I hvad det gode er? At haren-eller-hvem-det-nu-var kappede den anden plante i forsommeren, så der i det mindst kun er én squashmaskine. I øvrigt kan jeg godt lide squash.
- Sidste gang jeg skrev ’Udpluk’ – i juni, nævnte jeg, at næste investering skulle være nye havestole. Bare så ingen behøver at spekulere mere over det: Det skete.
1. september 2019 | den store bunke |
I dag holder vi det stille. I hvert fald først på dagen.
Det kan godt være, jeg er fyldt tres, men jeg er ikke holdt op med at fylde musikoplevelser i mit liv, og i denne weekend har de lagt sig i en smule overflod. Derfor lader vi op imellem oplevelserne i dag.
I går var der Fyrværkerifestival i Viborg – otte musiknavne over 12 timer og 17.000 stykker publikum. Og til i aften købte vi for et stykke tid siden i kådhed og en smule tankeløshed billetter til en dobbeltkoncert med Mads Langer og Tina Dickow i Musikhusparken i Aarhus. Derfor stener vi søndagen væk, indtil vi skal i gang igen.
Det var en virkelig fed dag i går. Der var to scener, hvor der blev spillet skiftevis. Alt det vi gerne ville se var koncentreret på den ene scene, placeret i et kæmpestort mastetelt, så der holdt vi os. I rækkefølge var det Saveus, Johnny Madsen, Tina Dickow og Magtens Korridor, og det lykkedes os at være på forreste række – helt fremme ved hegnet – til alle fire koncerter. Da Saveus spillede, var der næppe andre end mig oppe foran, der var fyldt tres. Ved den næste koncert var der næsten ikke nogen, der IKKE var. Ved de to sidste var det ret blandet.
Vi fik fire store – og meget, meget forskellige oplevelser. Højdepunktet for mig var Tina Dickow med band, skarpt fulgt af … nej, der er ingen grund til at liste op; der var energi og nerve i det hele, og det var supergodt.
Da vi gik op til festivalen, havde jeg – helt ud af ingenting – introen til Carpark Norths Transparent and Glasslike på hjernen, måske fordi de spillede på Fyrfest sidste år. Da vi var på vej hjem i nat, spurgte Morten, hvad jeg nu havde kørende i hovedet. Uden tøven svarede jeg Lorteparforhold, uden at man skal lægge noget i dét. Nu må vi se, hvilket lydtæppe jeg kommer hjem med sent i aften.
I øvrigt kan jeg konstatere, at vippen med benet i takt til musik af telefonens sundhedsapp opfattes som skridt. I går gik jeg således lidt over fire kilometer fremad og rytmetrampede cirka seks kilometer på stedet.
Ha’ en dejlig søndag. Min er stille, både hvad angår lyd og fremdrift.
25. august 2019 | At have have |
Mig i kolonihaven med stor tænkeboble hængende over hovedet, mens jeg gik undrende fra containeren tilbage til broccolien og salatbedet, hvor jeg kom fra:
“Hvor er saksen? Jeg havde da en saks med ud, hvor kan jeg have lagt dén??!”
Så kom jeg til at kigge nærmere på min hånd, og tænkeboblen brast.
24. august 2019 | den store bunke |
I dag gik jeg rundt om Hampen Sø. Og hvis denne lille fortælling engang bliver søgt frem af glade vandreaspiranter, der med de rigtige søgeord håber at få information om en ny og spændende rute, må jeg hellere straks oplyse, at I ikke finder professionel beskrivelse her. Jeg havde amatørsko på. Men her er alligevel en brugbar oplysning: Der er lige under fem kilometer rundt om Hampen Sø. Det er et stykke data, jeg ikke selv kunne finde, da jeg undersøgte lidt på forhånd. Men nu har jeg målt. Det er omkring syvtusind skridt af den længde, mine ben tager.
Lad mig i stedet starte et andet sted. Jeg besøgte min mor i dag. Det var en uheldig dag rent trafikmæssigt at køre til Fyn, for i morges væltede en lastbil på motorvejen ved Middelfart og lækkede olie ud over hele vejbanen. Derfor var motorvejen spærret i østlig retning til et stykke ud på eftermiddagen. Det vidste jeg ikke, da jeg kørte hjemmefra, men Morten ringede (fra et jagtrevir i Sverige af alle steder) og fortalte det, da jeg stadig havde en times kørsel til Lillebælt, så jeg tænkte at det havde de nok løst, når jeg nåede så langt.
Det havde de ikke.
Der er ingen alternative veje til Fyn i år, fordi den gamle bro er lukket på grund af restaurering, så der var ikke andet at gøre end at glide ind i den kø, som startede små ti kilometer før Lillebæltsbroen. Det stykke vej to det så to timer at tilbagelægge, så min tur tog mere end fire timer, hvor den normalt tager lidt under to. Heldigvis havde jeg både kaffe og vand med, der var Mads & Monopolet i radioen, bagefter havde jeg lydbog, og jeg skulle ikke på toilettet. På den måde gik det godt, og jeg er god til at være der, hvor jeg er.
Hovedvej A13 er en væsentlig del af min rute til Fyn og har været det i 28 år. Og stort set hver gang, jeg i alle de år har passeret skiltet mod Hampen Sø nord for landsbyen Gammel Hampen, har jeg tænkt, at dér kunne man også stoppe op og gå en tur rundt en gang. Det er blevet ved tanken.
Men i dag smed jeg traveskoene i bilen, da jeg kørte hjemmefra, og havde en tanke. Dagen skred med nogle timer på grund af den væltede lastbil, men jeg havde ikke nogen bagkant. Morten er som nævnt i Sverige, så ingen ventede mig hjemme. Lige dét at ingen vidste, hvor jeg var, gav jeg dog lige en ekstra tanke, da jeg på hjemvejen gjorde alvor af at stoppe op og gå rundt om søen. I de svenske krimier, jeg ynder at have i ørerne – og også havde i dag, er det både dumt og dumdristigt at gå alene på øde stier uden at have en livline til baglandet. Men vissevasse, tænkte jeg også.
Det er en smuk tur, og med sine knapt fem kilometer er den også overkommelig. Den er varieret, både smalle stier og brede skovveje. Der er også en badestrand på nordsiden. Og vejret var smukt og varmt.
Der kan jeg godt stoppe op en anden gang. Så er der lidt ny luft inden de sidste halvtreds kilometer hjem til Viborg, som er de kedeligste og mest søvndyssende på hele turen.
