Udfordret på samtale
Vi har set den fineste lille teaterforestilling, “Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon”, om det der sker, når mennesker har modet til at kigge op og møde verden. Tre skuespillere får med helt enkle virkemidler, en fantastisk tekst og en eminent timing publikum til at danne egne billeder, og når forestillingen er slut, har man næsten glemt at trække vejret.
Det var uovertruffet, magisk og smukt.
Bagefter havde vi købt billet til noget, de kaldte “Suppe og samtale”. I vores egne hoveder havde vi egentlig bare sikret os aftensmad og ikke gennemskuet konceptet, men der lå altså mere i det fra arrangørens side. Forestillingen spillede også dagen før, og jeg læste en anmeldelse i den lokale avis, hvor jeg var blevet opmærksom på, at publikum skulle inddeles i grupper på tre for at samtale om et givet emne. Jeg var altså forberedt på, hvad der skulle ske, men også forberedt på at være langt uden for min komfortzone. Jeg er dårlig til – og uinteresseret i – small talk, og jeg er virkelig ikke tilhænger af at få udstukket en rolle, som jeg forventes at udfylde. Jeg vil hellere snige mig ud i skyggerne i kulissen og betragte.
Men det skulle man så. Morten og jeg holdt os sammen, for to af de tre i samtalegruppen måtte godt kende hinanden, og så kom der en tredje hen til os, som vi ikke kendte. Alle skulle bruge et øjeblik på at tænke på et menneske, som i vores barndom havde fået os til at kigge op, måske bare i et øjeblik åbnet vores øjne, for noget, for verden, for os selv (min udlægning af opgaven, jeg husker den ikke ordret), gjort indtryk, og det skulle vi så fortælle hinanden om, snakke om og måske se efter fællestræk.
Det var ikke så enkelt, men det blev faktisk til en fin lille samtale, som igen åbnede nye øjne, ledte os i uforudsete retninger og fik os alle tre til at kigge op. Noget vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke var blevet puffet ud i det og udfordret. Jeg er helt stolt over at have deltaget i det. Og så viste det sig alligevel, at jeg kendte kvinden, vi samtalede med, af navn gennem fælles bekendte, og så supplerede vi med en snak om det og dem også.
Og så var der suppe. God, varm og nærende, og således var der føde til både ånd og krop på den fineste tirsdag aften.
