Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu
Et ukendt nummer viste sig i displayet på min telefon, og jeg tog samtalen.
“Hej, det er vinduespudseren, jeg kommer ud til dig nu”, sagde en stemme, jeg ikke kendte.
Mange tanker i mit hoved. Har vi glemt? Er der åbent? Vi plejer at låse lågen op, så vinduespudseren kan komme ind i haven og pudse vinduerne på den side af huset. Der plejer at komme en sms forud.
“Åh, vi må have misset det…”
“Men er du ikke derude?”
“Nej, jeg er på arbejde. Vi plejer jo at låse op, så I kan komme ind, men…”
Her gik cirka tre ting op for mig: At det ikke plejer at være mig, men Morten, som vinduespudseren kommunikerer med. At stemmen ikke lød lokal. At han blev ved med at kalde mig Pia.
Samtidig gik noget op for ham:
“Er det ikke Frederiksberg Yoga?”
Han havde trykket et enkelt ciffer forkert, viste det sig, og vi ønskede hinanden en god dag.
Nu funderer jeg over to ting:
- Det er egentlig utroligt, det ikke sker oftere. Kombinationen af store menneskefingre og små taster.
- Hvornår kommer vores egen vinduespudser egentlig?
