12. februar 2015 | den store bunke |
Det stiller krav til underboere om en høj overbærenhedstærskel, når overlejligheder skal gennemrenoveres.
Det er os, som er underboerne.
Hver dag er vi spændte på, hvad håndværkerne ovenover finder på, at vi skal forholde os til. Vi har vænnet os til nye huller og revner i loftet for hver gulvplanke, de brækkede op. Vi er holdt op med at stille støvsugeren på plads, for der ligger alligevel hver dag nye små pudsbunker på gulvet, når håndværkerne holder fyraften og er færdige med at gå på strøerne deroppe.
I går skulle de gamle ribberadiatorer fjernes. Forinden lukkede vvs’erne for vandet og var nede hos os og save et rør ned på Lasses værelse og proppe hullet til. Desværre glemte de at sætte prop i røret ovenpå, inden de åbnede for vandet igen. Morten beskrev forløbet i en mail til mig: “… Det finder man ud af på den hårde måde…, lyden af rindende vand på et teenager-værelse er sær. Og man kommer fra 0 – 100 på aldeles ingen tid.”
Alle er glade for, at der var nogen hjemme. Både vi og vvs-folkene og formodentlig også husejeren.
Alle er også glade for, at vi tager det hele pænt. Men det er jo ikke os, der skal udbedre skaderne eller betale for det. Jeg kan i det hele taget ikke forestille mig, hvordan man reparerer et stukloft med en to meter lang revne tværs over. Igen – det er udlejers udfordring.
Vi er bare dem, der satser på, han giver os en pakke rengøring bagefter. Og på, at det kun er puds og vand, der kommer ned fra oven, og ikke hele håndværkere.
9. februar 2015 | Hørt og set i forbifarten |
Dem der laver informationstavlerne i Randers Regnskov har en fest. De formidler fakta om dyrene og jonglerer overskrifterne op til trætophøjder.
Lyles flyvende hunde er nogle værre banditter. Man ser det i overskriften på lang afstand. Slemme dem. Man må hen og læse.
HUN VIL HA’ EN HÅNDVÆRKER. Rubrikken lokker til at læse om væverfuglene, hvor der stilles store krav til hannens evner til at bygge en holdbar rede.
HÆNG UD MED NATHOLDET. Her kan man kigge ind i den hule, hvor nataberne sover.
Det er sjovt. Jeg gad godt have været med på tekstholdet
7. februar 2015 | den store bunke |
Den lille hvide var møgbeskidt og trængte til vask. Jeg svingede ind som nummer tre i vaskekøen og gik i gang med fælgrens og sæbevand til de kringlede steder i konstruktionen, som vaskehalbørsterne aldrig når.
Noget var gået i udu inde i vaskehallen. Der skete ikke rigtig noget. Tankpersonale var tilkaldt, og jeg opfattede løsrevne sætninger som “Det er, fordi din bil holder skævt”. Chaufføren var inde og bakke og omplacere, mens tankekspedienten gik rundt og talte i telefon. Da jeg var henne for at tappe min anden spand sæbevand, stod chaufføren og røg. “Er der koks i det”, spurgte jeg. “Ja, den stoppede pludselig. Porten vil ikke lukke, men hvad skal jeg gøre?”, sagde hun og slog forsvarsberedt ud med armen. ”Nå, men du kan vel ikke gøre andet end det, du gør”, sagde jeg venligt. Ekspedienten kom ud med en stregkode og scannede den i automaten, mens hun over skulderen spurgte chaufføren, om hun havde været inde og sætte bilen ordentligt. Jeg stod ved siden af automaten. “Skal den kickstartes?”, spurgte jeg, for jeg var i small talk mode. “Ja”, svarede hun kortfattet. Porten rullede ned, vasken gik i gang, og der var udsigt til rene biler, og ingen var sure. Ingen havde heller været det.
Jeg tænkte på Mortens samtale med vores ejendomsadministrator i går om endnu flere huller og revner, der er kommet i vores loft som følge af renoveringen ovenpå. Adminstratoren takkede for, at vi ikke var sure og brokkede os over generne. Men Mortens holdning – i denne og så mange andre sammenhænge – er, at den, der bliver sur og vrissen, skal bruge en masse tid og kræfter på at blive god igen. Og det gider han ikke.
Henne ved vaskehallen havde jeg det mest sådan, at al den ventetid gav mig en fin mulighed for at få flere ugers snavs sat ordentligt i blød, inden jeg kørte ind til skum og store børster. Og sådan havde hende i bilen bag min, nummer fire i køen, det også, kunne jeg se – og høre, da jeg også small talkede lidt på hende.
Fin blev den lille hvide. Se bare, hvordan den spejler skoven og alting og ser japansk og sej ud.
7. februar 2015 | den store bunke |
En pludselig indskydelse den anden dag gjorde, at vi her i aften var til generalprøve på Melodi Grand Prix 2015 i Gigantium i Aalborg. Det var skægt at opleve. Også alt det, der sker uden for det, der havner på tv-skærmen. Lysmændene oppe under loftet. Kamerakranen. Hjørnet hvor værterne står og læser noter, når de ikke er på. Dem der render rundt i sorte crew-trøjer og styrer det hele. Konfettiregnen, som virker meget mere voluminøs på skærmen, end den er i virkeligheden i den store hal. Og artisterne, selvfølgelig. Nogle af dem har været i rampelyset før, andre står på scenen for første gang. Nogle gør det godt, andre er glemt med det samme. Nogle af dem er jeg sikker på ikke vinder, andre vil jeg godt sende til Wien i maj. I aften var der selvsagt ingen, der vandt, og vi listede af, mens de legede, at de stillede om til de fem regionale juryer for at indhente deres stemmer.
Vi var nær selv kommet i fjernsynet. Vi KOM i fjernsynet. Familien på rækken foran os blev interviewet direkte i TV2Nords 19.30-udsendelse (2 minutter inde i indslaget om Grand Prix feber i Aaalborg). Vi sad bagved og glædede os over, at det ikke var os, som journalisten havde henvendt sig til. Se, der sidder vi bag kvinden i sort i midten og tror os lykkeligt uden for kameralinsens rækkevidde.
Når det rigtige MGP kører over skærmen lørdag aften, føler vi os nok lige et hestehoved foran. Vi ved, hvor Jacob Riising og Esben Bjerre er, når I ikke kan se dem. Vi ved, hvad det er meningen, de skal sige, og vi holder lidt øje med, om de følger planen. Vi ved ikke, hvilken melodi der vinder. Der er et par stykker, som godt kan holde ud over en enkelt aften.
Men se da med selv.
5. februar 2015 | den store bunke |
Lejligheden ovenpå er ved at blive renoveret. Det indebærer blandt andet, at gulvene deroppe skal lægges om og isoleres bedre, så både varme og lyd holdes på hver sin side af etageadskillelsen. Da vores husvært for en måneds tid siden annoncerede det forestående arbejde og beklagede, at det nok ville give os nogle gener i form af stillads, støj og støv, sagde han samtidig, at vi måtte sige til, hvis det gav os ekstra rengøringsbøvl, for så måtte han jo sættte et rengøringsfirma på.
Vi tror, at de er i gang med gulvene i øjeblikket. I går kom vi hjem til hul i loftet og puds på gulvet. Havde det været lige dér, vi ville placere vores højere-end-til-loftet-juletræ, havde det jo været en fin forberedelse. Men juletræet skal slet ikke stå i det rum. Så vi informerede ejendomsadministratoren, som har givet beskeden videre til sjakbajsen. Ham mødte jeg i gadedøren i morges, og han spurgte, hvor slemt det var med vores loft. Jeg opfordrede ham til at ringe på og vurdere det ved selvsyn, for der var stadig nogen hjemme.
Han var tydeligt lettet over, at skaden ikke var større, og derefter fik han øje på Mortens opsatser på væggen og komplimenterede særligt én af dem, og det var hans anledning til at trække samtalen i en helt anden retning og trække stakkels Morten gennem hele sit jagttrofæbilledgalleri på håndværkermobilen.
Og nå jo, der kommer en maler en af dagene og udbedrer loftskaden.
Jeg synes, skaden er stor nok til at udløse det omtalte rengøringsfirma.
