2. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Engang overså jeg altid madopskrifterne, når jeg læste blade. Ikke overså som i undgik, nej, jeg så dem ikke, opdagede dem simpelthen slet ikke, når jeg bladrede forbi. Det interesserede mig ikke, madlavning interesserede mig ikke. Det eneste kokkeri, jeg gad, var at bage.
Jeg var også så heldig, at jeg ikke behøvede at tage mig af det. Jeg var gift med en mand, som kunne lide at lave mad og var god til det, og jeg blev kun kaldt i køkkenet, når vi skulle have æggekage, pandekager og pizza. Da vi blev skilt, var mine venners største bekymring, om jeg ville være i stand til at holde børnene i live. Det gik selvfølgelig. Jeg lavede madplaner, købte stort ind og gjorde det nemt for mig selv. Men jeg gjorde det kun, fordi jeg havde munde at mætte, og tit var vi heldige, at det også smagte godt.
I mit eget hoved er det stadig sådan, jeg opfatter mig. selv Jeg interesserer mig ikke for madlavning, og jeg er helst fri for det. Imidlertid kan jeg godt forstå, hvis omgivelserne ikke føler sig overbevist. Tænkte jeg på, da jeg gik og lavede aftensmad.
Gennem årene, i takt med at børnene er blevet mindre kræsne og har turdet smage andet end det stensikre og gammelkendte, er det blevet sjovere at lave mad. Vi spiser meget varieret. Jeg eksperimenterer og laver tit mad efter opskrifter, jeg ikke har prøvet før. Jeg får nyhedsbrev fra Vild med mad et par gange om ugen, og det er ofte derfra, jeg spontant plukker ideer. Så kan det godt være, vi aldrig får det igen, ikke fordi det ikke smagte godt, men fordi jeg sjældent får arkiveret opskrifterne til senere brug. Jeg plukker bare noget nyt næste gang, det er mig, der har vundet madlavningstjansen. Jeg holder ikke kokkerering ud i så strakt arm længere.
Måske er jeg nødt til at revurdere min køkkenidentitet? Sommetider får jeg endda også øje på opskrifterne i de glittede magasiner.
Sært.
Men jeg stornyder altså stadig, når det er en af de andre, der laver mad. Det skal jeg huske at fortælle dem.
Det var det her, som satte tankerækken i gang. Det er baconfrikadeller på hvidkål og porre. Det smagte godt. Det sagde de andre også. De nyder også, når det er en af de andre, der laver mad.
1. februar 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Selv om vi bor lige midt i byen, faktisk så midt i, at det er imellem to gågader, mangler vi heldigvis hverken luft, lys, himmel eller udsigt.
Se bare, hvad vi kan se fra køkkenet, når klokken er 17.37 på den første dag i februar.
31. januar 2015 | Betragtninger |
Sommetider kan man lige så godt opgive at prøve at regne ud, hvordan ting er gået til.
Engang, jeg hentede børn i børnehaven, rev kraven på min jakke en ørestik ud, lige da jeg var stået ud af bilen. En lille guldkugle. Jeg ledte og ledte på asfalten, men fandt den ikke og ærgrede mig meget. Jeg havde fået ørestikkerne i gave.
En uge senere fandt min mand den i sin strømpe.
31. januar 2015 | den store bunke |
EdB? Altså det der elektronisk databehandling?
Ikke EdP eller EdT? Ikke noget med parfumer eller toilettevand?
Nix. Jeg har opsat bloggens mail. Endelig. To år efter at jeg startede med at synes noget om alt muligt, kan der nu skrives private beskeder til grevinden selv, hvis man har noget, som alle ikke behøver høre. Og det der gør, at jeg næsten ikke kan få armene ned – og dermed nærmest ikke er i stand til at støvsuge, som det ellers er planen at gøre om lidt – er, at jeg har gjort det selv. Jeg plejer at trække skaaa-aaat-kortet, fordi Morten kan alt. Men Kongen af IT er på jagt, og da en af mine fineste dyder er utålmodighed, viste det sig, at jeg godt kunne selv. For to år siden har udbyderen nemlig skrevet til mig, hvordan man gør. Så det gjorde jeg. Selv.
Adressen er så simpel som grevinden(at)grevindenpaatredje.dk; den står også under menupunktet Hvem ER grevinden.
27. januar 2015 | den store bunke |
For en ni-ti år siden besluttede jeg på vej hjem fra IKEA at slå et slag ind omkring Kasted og se, om min gamle overbo gav en kop kaffe. I slutfirserne boede jeg og min daværende kæreste i Lollandsgade i Aarhus i en andelsforening, som kun havde to andelshavere. Mig i nederste del og Karen i øverste halvdel af byhuset. Jeg havde haft sporadisk kontakt med Karen i de forløbne år og vidste, at hun og manden – som hun havde mødt, efter at vi flyttede fra byen – havde købt et hus i Kasted. Det lille gule hus med det røde tag under den blå himmel, kaldte hun det i sine breve, og jeg havde også adressen, da jeg spontant drejede fra Viborgvej og kørte ind mod Kasted. Men jeg havde ikke ringet i forvejen.
Jeg ringede på, og døren blev åbnet af Karens mand. “Hej”, sagde han. Fuldstændig neutralt. Fuldstændig uden undren over, hvem jeg var og hvad jeg ville. Som om jeg kom hver dag. Bag ham dukkede Karen op og udbrød begejstret “Hej Birgitte! Nej, hvor dejligt! Velkommen!”, og så gik det hele op i gensynsglæde og kaffe og aftensmad og flere timers snak og opdatering på liv.
Senere på dagen spurgte jeg manden: “Du vidste ikke, hvem jeg var, vel?”
“Næh!”, sagde han, “jeg troede, du var Elsebeth, og jeg syntes egentlig, det var mærkeligt, for hun havde allerede været her én gang i dag”.
Jeg var svært smigret. Det var dengang, Elsebeth Egholm havde en lidt anderledes frisure, og jeg havde en lidt anderledes frisure og en anden hårfarve og var lidt yngre, og vi kunne faktisk godt minde lidt om hinanden. Dengang. Hvis hun stadig bor i Kasted, og jeg ringede på hos Karen i dag, tror jeg ikke, nogen ville tage fejl. Vi er ligesom vokset fra hinanden igen.
