28. september 2016 | den store bunke |
Man kan ikke trække sin hvide bil gennem 8500 sommerkilometer med endeløse insektmassakrer og tro, det så kan klares med en enkelt tilbagelænet tur i vaskehallen.
Jeg må hellere få det lært.
Sidste år den 16. august kort efter hjemkomst fra bilferie til Amsterdam var jeg sjov på Facebook: “Man må godt stadig have bil, selv om man efter en uge ikke har vasket for 1650 kilometer feriedøde insekter af, ikke?”. Det vidste jeg selvfølgelig godt, at man gerne må. Dårlig bilhygiejne giver hverken klip i kørekort eller nummerplader. Og ikke så længe efter var jeg i bilvaskehal.
I år kan jeg godt være mere i tvivl, om jeg må beholde bestallingen. Det er to måneder og otte et halvt tusind kilometer siden, vi var på bilferie til Strasbourg. To måneder! Og fire blodige millioner kvaste insekter på bilfronten. Jeg har ikke gidet vaske bil.
I dag tog jeg en rask beslutning. Spontan kan man vel ikke kalde den efter mere end to måneder. Men rask. Jeg kørte i vaskehal. Gav forskærme, kølerhjelm og omegn en hurtig (det var koldt, og det blæste!) håndvask med sæbevand, inden jeg kørte ind og satte børsterne i gang.
Den blev da overhovedet ikke ren, Lille Hviden. Lille Skiden. Den ser ud, som om den har udslæt i ansigtet. Pigmentforandringer og skjolder. Det er en ommer.
Jeg må gøre et lidt grundigere forarbejde. Nedsænke den i insektfjerner. Det fandtes ikke i det bilvaskeri, jeg besøgte i dag. En af dagene kører jeg til en lidt mere velassorteret vaskehal, triller lidt afsides, bevæbnet med et par dunke insektfjerner, fælgrens og godt med sæbevand og knofedt og slutter af med en super-duper-guld-platin-over-og-undervognsvask-med-ekstra-voks-og-plejepolering. For jeg er sådan en, der passer godt på min bil.
Det er jeg altså.
27. september 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.
Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.
Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.
Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.
Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.
Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.
Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.
26. september 2016 | den store bunke |
Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.
Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.
Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.
Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to familier med et par små piger på halvandet og to år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.
Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.
Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.
22. september 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.
De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.
Konkurrencebikini
Bikinifitness
Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.
Jeg fik også Power clean.
Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.
Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.
20. september 2016 | At have have |
De sorte spande står stablet i redskabsrummet i kolonihavehuset. Jeg skulle bruge en af dem, for i morgen henter jeg en klump solhat, min yndlingsstaude, hos en bekendt. Jeg har ingen solhat, og Jens’ er alt for stor, men det laver vi om på i morgen eftermiddag.
Derfor tænkte jeg, at det var smart at have en spand med i bagagerummet til at have klumpen i. Den kan sagtens stå ved siden af den grønne Arlakasse, jeg også har i bagagerummet.
Da jeg tog den øverste spand i stabelen, råbte jeg en lyd, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal stave til. Ååøøerrrwwwhh-agtig. For der sad en frø/tudse i bunden af spanden nedenunder. Helt stille. Den sagde ikke noget. Som helst. Eller rørte sig. Ud af flækken. Enten blev den ikke nær så forskrækket, som jeg gjorde, eller også var den paralyseret.
ÅHHNEJNEJJ-HVORDAN-ER-DEN-KOMMET-DERNED-OG-HVORDAN-KOMMER-DEN-NOGENSINDE-OP-IGEN-OG-HVORNÅR-KOMMER-MORTEN-I-HAVEN-IGEN-OG-MON-DEN-FORSVINDER-AF-SIG-SELV-OG-HVAD-SKAL-JEG-GØRE-OG-HVORDAN-SKAL-JEG-NU-FÅ-FAT-I-REDSKABERNE-I-REDSKABSRUMMET-NÅR-DER-ER-ET-DYR-HERINDE?, råbetænkte jeg.
Jeg er ikke pjattet med frøer. Eller tudser. Eller fugle. Jeg kan ikke sige hvorfor, men uforudsigelige væsener, der bevæger sig rykvist i hop, spring eller flaksen er bare ikke mig. Nå ja, jeg kan heller ikke lide snegle. Kun hvis de har taget deres hus med og holder sig indendørs, er det i orden.
Men der sad den så, frøen/tudsen. Heldigvis havde jeg fået fat i en spand, så jeg kunne bare lade den sidde, ellers havde jeg virkelig været på … spanden. Jeg nøjedes med at holde mobilen frem i mine længste arme og tage et billede.
Den var lidt stor af en frø at være, og lidt lille af en tudse at være. Men mere frøagtigt flot grønmønstret end tudseagtig grå. Så jeg ved ikke, hvad det var for en. Senere har jeg googlet mig frem til, at forskellen på frøer og tudser er, at frøer har glat hud, og tudser har vortet hud.
Jeg kommer ALDRIG til at artsbestemme en!
Det blev så heller ikke nødvendigt. Da jeg nogle minutter senere kiggede ind i redskabsrummet, var artisten på vej væk for at drage ud i verden med et omrejsende cirkus. Helst til Pommern. Synes jeg.
