6. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg befinder mig på niveau 347, hvor jeg fedter med at få fat i to farvebomber og ti stykker indpakket slik på 50 træk. Jeg er en sejspiller, når jeg slår bolsjer ihjel. Jeg snyder ikke, og jeg råber ikke. Jeg trækker bare rundt med forskellig slags slik uden nogen form for strategi eller overblik, men med en tålmodighed og en ihærdighed, som muligvis irriterer og bestemt forundrer mine bofæller, men som jeg bevarer på fjortende måned. Jeg er ikke afhængig, bare vedholdende.
Der er naturligvis tale om Candy Crush, som kun ligger på min tablet, ikke på min telefon, og sådan skal det fortsat være, og hvis jeg har ret i min formodning om, at der er omkring 690 baner, og hvis der ikke kommer flere, og hvis jeg fortsætter med uændret begejstring og i samme tempo som hidtil, er jeg muligvis igennem spillet omkring jul næste år.
5. oktober 2014 | den store bunke |
Dengang, det var dagen før, vi flyttede ind i lejligheden, viste jeg et billede af noget, der ikke var afsløret endnu. Morten havde en overraskelse.
Der er en forhistorie. Da jeg fyldte 50, ønskede jeg mig et billede malet af min tidligere kollega Tine Faurholdt, som er kunstner og designer, et helt bestemt billede, som hed Flyv høne flyv. Men det var solgt. Det der så skete var, at nogle af mine andre kolleger fik Tine til at male samme motiv med ganske få ændringer, specielt til mig. Jeg fik Birgittes høne i gave til min fødselsdagsfest og blev meget overrasket og meget glad.
Fortsættelsen på historien er, at jeg på et tidspunkt koblede Tine sammen med Morten i forbindelse med noget wordpressnørderi, som hun havde spørgsmål til, og han havde svar til, og siden har de to haft hinanden i deres kontaktnet. Undervejs har jeg fulgt med i Tines malerier og set interessant nyt – og nok nævnt det. Og så har de to handlet uden mit vidende.
Bag det brune papir fandt jeg hanemaleriet, som jeg havde forelsket mig i.
Høne fik en hane, jeg flyttede sammen med Morten. Arhmen, det er så smukt. Og de er så fine, billederne af den fjollede høne og den tossede hane.
Og nu er de blevet hængt op, de to, og hænger så godt side ved side.
4. oktober 2014 | den store bunke |
Det skal jeg. På TV3 på tirsdag kl. 19. Og mor er stolt!
Jeg aldrig set meget Jeopardy, og jeg ved kun, at der netop er startet en ny sæson af det, fordi min datter er med. Hun var til optagelse i København i august og havde sit eget lille hold publikum med. Det var en god oplevelse for dem, og nu er de vist alle sammen bonkammerater med Adam Duvå Hall, som er vært på programmet, og de andre kvikke deltagere med deres medbragte publikum.
Siden optagelserne har Lauras svar på alle udfrittende spørgsmål været “Det kan jeg ikke fortælle” og “Det må jeg ikke sige”, og vi har derfor set frem og talt ned til, at det bliver sendt.
“Skal din datter være med i Jeopardy?”, spurgte min chef forleden. “Hvad ved hun noget om?”, spurgte han videre. Hun ved noget om det meste – og hun husker godt. Det er gode egenskaber i en quiz. Lad os se på tirsdag, hvordan det går hende.
I programbeskrivelsen af udsendelse 10 hedder det: I programmet kan du bl.a. møde en mand, der faktisk hedder James Bond, en læge, der forsker i bæ, og en domkirke-entusiast. Se med, når de dyster om, hvem der er hurtigst på knapperne og i hovedet i kategorier som Jesus, Danske Rigmænd og 80’er bands.
Så vi ’ses’ tirsdag aften, ikke? Det er TV3, og det er klokken 19, og jeg er stadig stolt.
Billedet er hentet fra TV3s hjemmeside. Og skulle man ikke få set den vigtige udsendelse på tirsdag, kan den ses på nettet bagefter.
2. oktober 2014 | den store bunke |
Forretningerne i min by holder Open by Night i aften. Lige neden for vores stuevinduer har man stillet et tremandsband, der spiller et bredt repertoire af 60’er- og 70’ermusik, fra Cliff Richard over country til Eagles. De gør det skam godt nok, det er bare højt. Og ikke ret langt væk. Jeg er lidt nødt til også at have fjernsynet skruet højt op for at kunne høre, hvad de siger i det.
Det er den slags, man godt ved og hverken skal eller vil beklage sig over, når man vælger at bosætte sig i en førstesalslejlighed i gågaden. Men det passer mig fint, at night i dag ikke betyder nat.
Så er Elvis og Clapton nemlig nok holdt op, når jeg senere i aften kommer hjem fra Paletten med ørerne fulde af Magtens Korridorer og øjnene fulde af animationssceneshow. Man har lovet os dette: I et samarbejde mellem tekniske eksperter fra Aalborgs Platform 4 og animatorer fra Viborgs Arsenalet bliver bandets traditionelle scenelys suppleret med levende billeder og forvandlet til en hæsblæsende multimedieoplevelse. Cool og anarkistisk rock’n’roll-animation indtager scenerummet, og billede og lyd spiller sammen på nye måder.
Og jeg glæder mig. Bagefter har jeg brug for ro.
