14. oktober 2014 | den store bunke |
Der blev ringet fra den ene bil til den anden på vej hjem fra arbejde. Skulle Morten lige svinge i Føtex og købe ind til aftensmaden? Altså afhængigt af, hvor langt jeg var. Men jeg var nået for kort, så han tog hjem i stedet for. Vi havde nemlig en aftale med en forsikringsmand klokken 16 hjemme hos os.
Vi er rykket ind i fællesskabet med hver sin fuldforsikringspakke, og der skal selvklart luges ud og slås sammen, så det samlet bliver billigere. Vi giiiider ikke alt det voksenkedelige, der skal til for at beslutte, hvilket selskab vi skal vælge, men i dag var anden gang, vi skulle have besøg af en agent, og så er det mest voksent at være hjemme, når han kommer.
Imidlertid viste det sig, at aftalen først var kl. 16.30 – det havde jeg selv aftalt, kom jeg i tanker om – og dernæst ringede han og undskyldte, at han var ti minutter forsinket. Aftensmaden kunne altså godt være kommet i hus.
Da assurandøren – det fine ord kom lige til mig fra en glemt tidslomme – var gået efter en times brandspændende forsikringssnak, lavede jeg havregrød til os. Morten er ikke i vane med spise havregrød og ville normalt bare have taget en skudefuld havregryn med mælk, men i dag ville han gerne smage grød på den måde, jeg laver den.
For tredive år siden brød jeg mig ikke havregrød og spiste det kun nødtvunget og kun på fjeldvandreture, fordi jeg godt kunne indse, at det både var nemt at lave og lagde en god bund inden en dagsvandring med fuld oppakning. Så fik jeg børn, og de fik havregrød om morgenen, og det var dengang, jeg udviklede min måde at lave det på. Det er nemt. En deciliter havregryn, to en halv deciliter vand og et drys salt i en dyb tallerken. 3-4 minutter i mikroovnen på fuld styrke, og i stedet for sukker kører man en god skefuld hindbærmarmelade rundt i grøden og topper med en klat smør. Så er der serveret. Man kan for resten også blande æbletern i.
Jeg kan godt lide det og laver det sommetider, hvis jeg skal have noget nemt og varmt.
Men måske har det alligevel ikke lagt en solid nok bund til en lang aften i sofaen. Måske skal vi have en bolle med ost senere.
12. oktober 2014 | Køkkenskriverier |
Her er to, som tilsyneladende har taget fejl af fjernsynet og ovnen. Hvis jeg ikke vidste, hvad det handlede om, ville jeg synes, det var et meget sært scenarium. To damer på alle fire foran ovnen? Vores mænd syntes også, det så sjovt ud. De tog billeder.
Vi havde gæster, og desserten var citrontærte. Tilberedningen skulle slutte med, at den blev grillet i ovnen, så marengslåget fik farve. Lige grillfunktionen i ovnen havde vi ikke prøvet før, og det er det, Anne Dorthe og jeg ligger på knæ og holder øje med. Grilllegemet i ovnen blev nemlig ikke rødt, og der så ikke ud til at ske noget som helst derinde. Men det var godt, vi holdt så nøje øje, for pludselig gik det stærkt med at få farve, og alt var godt.
Se selv.
Den er lavet efter denne opskrift af Morten Heiberg i Politiken.
10. oktober 2014 | den store bunke |
I vores ejendom har lejerne pligt til at rengøre hovedtrappen fra egen repos ned til etagen nedenunder eller til gadeniveau, således at trappen vaskes hver uge. Det står i den husorden, vi fik sammen med lejekontrakten. Ulige uger tilhører lejlighederne til venstre, og lige uger tilhører lejlighederne til højre.
Vi bor til venstre. Men jeg har først vasket trappen i dag, for der har overhovedet ikke været nogen ulige uger, siden vi flyttede ind den 2. august.
Det er egentlig mærkeligt.
9. oktober 2014 | den store bunke |
Af og til er der nogen, som øffer over og hævder, at folk er tilbøjelige til kun at vise verden de pæne sider af sig selv og kun lægge overskudsbillederne på de sociale medier. Se mig, jeg bager boller til min familie, se mig og min perfekte makeup, her ligner jeg en million, se min mad på denne fine restaurant, se mig og min morgenbuffet på ferien, se min smukke familie.
Forleden lagde hende her et træthedsbillede på sin blog, og det var fint, og der var mange, der syntes hun var sej, fordi hun gjorde det. Jeg synes nu, hun ser lækker ud med sit nøgne natteansigt, og for mig ville det da være en af mine plusdage, hvis jeg så sådan ud.
Nu er hun så også næsten tyve år yngre end mig, og da jeg var 37, syntes jeg vel også, at en rynket fremtid var skræmmende at tænke på. Men rynkerne kommer med alderen, uanset hvad man gør, trods alskens cremer og plejeprodukter. Jeg må indrømme, at jeg oftest forsømmer de fleste former for hudpleje ud over vand og sæbe. Jeg får det ikke rigtig gjort, og jeg ved ikke, om det har gjort den store forskel. Jeg har jo ikke noget at sammenligne med, men jeg græmmer mig ikke over min hud og mine rynker, og det er måske hemmeligheden.
Vi er 50+, og vi har de rynker, livet har givet os, og hvis vi kun ville vise os med pæne, glatte ansigter, ville I aldrig se os. Jeg har faktisk ikke noget imod mit hylsters synlige tegn på ældning. Det vidner om liv, der leves, og om livserfaring, bilder jeg mig ind.
Og enhver kan jo se, at rynkerne her sidder på ansigter, der har smilet meget.
8. oktober 2014 | den store bunke |
Ni hvidskallede fætre med horn i panden er i transit. Jeg kan se dem, når jeg kigger til højre her fra den bedste ende af sofaen, hvor jeg igen har været heldig at få plads. De er på vej op på hver sin krog på væggen, og de er opsatte på det. [Det var en anledning til et ordspil, ikke en syrlig opfordring til, at de snart skal videre, Morten].
Vi ved, hvor de skal hænge, og det bliver pænt. Men på en stille sær måde er det også lidt hyggeligt for mit tekrus at dele bord med denne lille seksender fra Bro Mølle.
