10. juni 2014 | den store bunke |
I en uge havde jeg ikke indtaget litteratur i nævneværdige mængder. I går var jeg hele bredspektret rundt. I kolonihaven hørte jeg først Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel færdig. Derefter startede jeg på at lytte til Jo Nesbøs Sønnen, og jeg nåede at sidde på altanen og læse de sidste sider i Helen Fieldings Bridget Jones – vild med ham, inden den skulle afleveres på biblioteket i dag.
Jeg synes godt, vi kan sige, at jeg favner bredt.
Til gengæld skal jeg arbejde på at være rummelig i forhold til navne på fiktive drabsefterforskere. Jeg har læst tre bøger i Lotte og Søren Hammers serie, hvor hovedpersonen hedder Konrad Simonsen og bliver kaldt Simon. Jo Nesbø introducerer i Sønnen en ny politimand. Som hedder Simon. Jeg skal lige vænne mig til, at det er et helt andet univers.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!
2. juni 2014 | Køkkenskriverier |
Den aftensmad, jeg lavede i dag, kunne jeg lave med to forskellige kasketter på. Det er dem her.
Den ene er den moderne Stop Madspild-kasket; inde under den er der en glorie, der stråler af politisk korrekthed ud gennem stoffet.
Den anden er en ærlig Gider Ikke Gå Ned Og Købe Ind-kasket. Den er gennemvædet af en lang arbejdsdags sved.
Det var nummer to, jeg havde på, da jeg kiggede i køleskabet og talte syv kogte kartofler, nogle grillpølser (halvanden, der havde været på grillen, og to, der ikke havde) og en halv bøtte rejer. Jeg skar i skiver, fordelte det i et fad, piskede fire æg, som jeg krydrede med salt, peber og paprika og hældte over. Rev noget rød cheddar over og satte fadet i ovnen.
Det fik en halv time ved 200°.
Så tog jeg kasketten af og opdagede, at der faktisk var en lille glorie inde under. Jeg bød yngsten til bords, og han så også lyset og fandt, at maden smagte godt.
1. juni 2014 | At have have, den store bunke |
Fjernsynet kører med festforestilling og fejring i anledning af Prinsgemalens 80 års fødselsdag. Jeg er ikke kommet videre derfra. Er faktisk stadig lidt paf over, hvor høj Maria Rørby Rønn egentlig er. I rød kjole og på et par høje stiletter ragede hun så højt op over Dronningen og Prinsgemalen, som ikke er små mennesker, at jeg uvilkårlig kom til at tænke på halvkæmpen Madame Maxime, forstanderinden fra den franske troldmandsskole Beauxbaton fra Harry Potter.
Men nu er underholdningen i gang, og den gør jo ingen skade, så det får lov at køre, indtil der kommer nogle nyheder, der kan opdatere mig på verdens gang de sidste dage. Jeg har ikke holdt øje.
I dag har jeg stenet. Chillet. Slappet af. Var til 50 års fødselsdagsfest i går og er en lille smule træt i dag. Har lidt ondt i halsen. Passer på mig selv inden en ny uge. Var et par timer i haven. Den nye vander var ikke nem at få til at fungere. Faktisk kunne vi overhovedet ikke få den til at køre hele vejen rundt. Det er helt urimeligt, at to forholdsvist begavede mennesker skal slås hjem af en cirkelvander, der kun vil cirkelvande partielt.
Vi opgav nu ikke uden koncentreret googling.
Derefter blev vippevanderen taget til nåde et kort stykke tid, ingen udgangen blev en kombination af det sunde stykke fra den gamle vander, som jeg ødelagde, og et sundt stykke fra den nye vander. Dermed kan hele køkkenhaven igen vandes i én omgang, og imens skal vi huske at nyde lige så meget, som vi yder. Astrid har et helt naturligt talent for at nyde.
