13. juli 2014 | den store bunke |
Når Toyota i Viborg overdrager en ny bil til ejeren, mener de det alvorligt. De insisterer på at sætte sløjfe på, og man skal afsætte en times tid til det. Jeg var ikke så vild med sløjfen, men gjorde mig meget umage med at tage hele introduktionen ind. Men jeg havde fået ny mobiltelefon to dage forinden, så min kvote af forstå-nye-ting var stort set allerede brugt på apps. Det vil vise sig, hvor meget der hænger ved.
Jeg er tilsyneladende begejstret for bagagerummets størrelse. Det var nok en fordel at køre nogle uger i en lillebitte bil helt uden bagagerum i stedet for at gå direkte fra stationcar til Aygo.
Her bliver det spændende.
Det eneste, jeg sådan helt forstod, var ’sprinklervæske’.
Rathøjden kan justeres. Så er dét gjort.
Det er meget specielt at have en bil, hvor triptælleren stod på 3 km, da jeg satte mig ind første gang. Det er muligvis den eneste gang i mit liv, det sker. Størrelsen kan næppe imponere nogen, men bilen er fyldt med blærede features, og jeg tror, vi bliver gode venner, den lille endnu unavngivne og jeg.
Det skal nok gå op i en højere enhed, det hele. Min nye telefon og min nye bil har allerede parret sig, og man kan også få en Toyota-app.
24. juni 2014 | den store bunke |
Købt en ny bil
Modtaget en vældig fartbøde
Været akut hos tandlægen og er startet på en rodbehandling
og inden ugen er omme, indbetaler vi indskud mm., svarende til fem måneders husleje, for vores nye lejlighed
Jeg har lidt undladt at tælle sammen. “Utroligt, at du står op endnu”, siger yngsten. Men jeg har tilsyneladende overskredet en tærskel. Det kan nærmest ikke ryste mig længere, når der kommer nye udgifter. Det går nok, tænker jeg. Og lader som om jeg har ekstra ret til at trække på kassekreditten, når jeg nu ikke har gjort det før. Det løser sig. Sagde vi.
Men nu behøver der altså heller ikke at komme flere overraskelser.
Var der nogen, der nåede længere end til første linje? Nogen der stadig ikke er kommet sig over, at jeg er nævnt i samme sætning som ordene “ny bil”? Men det var sådan det gik. Den seneste uge har jeg siddet bag rattet i flere forskellige biler, end jeg har gjort de foregående tyve år.
Toyota Carina aka Hvide T (R.I.P.)
Peugeot 306 (eller noget), som jeg lånte af en velvillig ven
Toyota Aygo, som jeg lånte for at se, om jeg ville have sådan en
Hyundai i10, som jeg prøvekørte og mente i en time, at jeg ville købe
Toyota Aygo Xpress, som jeg prøvekørte og faldt for. Og købte. Så hurtigt, at jeg blev den første køber i regionen og kom på forhandlerens facebookside
Toyota Yaris, som vi lejede i weekenden
Toyota iQ, som jeg har lejet, indtil jeg får min nye bil, og som er så lille, at hvis man kommer gående langs siden af den, slipper den op efter tre skridt.
Derudover har jeg været passager i en Toyota Verso.
Sikke voksen jeg har skullet være.
21. maj 2014 | den store bunke |
Toyota-nyt, Toyota-gammelt.
Jeg er begyndt at tilbringe en del tid på vejene. Hvide T er kommet i daglig vigør på sine gamle dage. De rolige dage i parkeringskælderen er ovre, og jeg har fået langt mere tid til at lytte til bøger, mens jeg transporterer mig.
Det kan jo aldrig blive en god forretning at være bilejer, det ved alle, men i håbet om at komme det nærmere drømmer jeg om en smækker ny bil, der kører godt med langt på literen. Måske er min gamle bil foruden alle sine andre kvaliteter tankelæser og har strammet sig an for ikke at blive erstattet af en yngre model.
Den seneste uges notater og udregninger viser, at den kører 15,3 km på literen. Det er da ikke så dårligt af sådan en sveske fra 1995.
8. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har hentet en nysynet bil hos mekanikeren. Jeg var mest optaget af to ting: 1. Den er i orden, tak! 2. Kunne det holdes inden for den pris, du gav mig, mekaniker?
“Du kan komme med herover og se, hvad vi har lavet”, sagde han og ledte mig hen til et bord, hvor der lå en voldsom bunke rustent jern, som jeg kunne forstå havde været dele af min bil indtil for få timer siden. Nogle runde, flade nogen, nogle lange, tynde nogen, nogle skæve nogen og en stor halvflad en med én indgang og fire udgange. Eller omvendt.
“Der var bremserørene, som vi snakkede om, og så har du fået nye forbremser, for de hakkede noget, og så var udstødningen altså noget utæt, så den kunne ikke gå igennem, men vi svejsede en blablabla ind og fandt en brugt manifold, så det ikke bliver så slemt økonomisk.”
Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis, hvilke krav jeg stiller til min bil. Den skal kunne køre, den skal ikke være farlig, det må gerne være brugt, for det må gerne være billigt.
“Hvad så med det der rust, du snakkede om?”
“Ja, der var tre huller indvendigt i venstre bagskærm, og med fordøren har vi sat en plade på forneden og bygget rundt om kanten med blablabla (kan han have sagt glasfiber?? Eller padding??). Det holder ikke evigt, men den kunne synes med det.”
Igen: Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis … og så videre, se ovenfor.
Det der stykke, de har sat på fordøren, ligner at det er spartlet på; det er hvidere end resten af bilen, og der bliver ikke vundet nogen formningskonkurrence på det. Men man kan ikke se den rustrøde stribe langs hele bunden af døren længere, og bilen er synet. Jeg er tilfreds.
Jeg har også konstateret, at håndbremsen har fået sin gamle spændstighed igen. Det var ellers lykkedes mig at pine det meste væk ved en gang imellem at komme til at glemme at løsne den. Okay, jævnligt.
Jeg takkede mekanikeren, smilede kækt og sagde: “Så ses vi ikke de næste to år”. Han smilede også.
Og gik hen for at tælle sammen til en regning.
12. september 2013 | den store bunke |
Toyotaen er kaldt til syn. Mekanikeren har “haft den oppe” og tjekket den forfra og bagfra og nedefra og indefra. Og fortalt mig, hvor mange penge der skal kastes på den, for at den kan gå igennem. Man-ge pen-ge. Jeg gad godt, jeg ikke var den voksne, som skal tage beslutningen.
Mekanikeren, som efterhånden kender den hvide lige så godt, som jeg gør, siger, at jeg jo for de penge ikke kan få ret meget anden brugt bil af samme kvalitet. Få den synet, siger han, og vær indstillet på, at det måske er sidste gang, og begynd at kigge efter en anden løsning, når de to år inden næste synskontrol er ved at være gået.
Han er ikke i tvivl.
Jeg er i tvivl.
Allerhelst vil jeg tage to år mere med min trofaste følgesvend gennem mange år. Men det er mange penge.
Jeg snakker med folk. Folk synes en masse forskelligt. Hvis det var dem, ville de gøre det ene og det andet og man kan jo få, og hvis det var dem, havde de skiftet for lang tid siden, og man kan jo finansiere sådan og sådan, og har jeg egentlig brug for så stor en bil, og har jeg egentlig brug for en bil, og det er da værd at lytte til mekanikerens vurdering, og Toyota-ejere er de gladeste, og du ved hvad du har, men ikke hvad du får, og… og…
Jeg tænker. Jeg tænker mig en mavepine til.
Imens holder min bil vejret. Jeg gør det også. Men jeg skal huske snart at trække det.
Den hvide dame, da hun var ny i trafikken og rejste til udlandet og endnu ikke havde hørt om rust og tærede bremserør.
