Udpluk #5

• Jeg har opdateret min læseklubs liste over tilbagelagt litteratur. 110 værker på 22 år. Plus de bøger jeg sikkert har glemt at føre til protokols gennem årene. Jeg synes, det er godkendt pensum, når man tager i betragtning, hvor meget verdenssituation vi også har skullet ordne ved vores møder.

• Jeg er en enfoldig amatør til at bestille færgebilletter. Det tog mig så lang tid at komme igennem processen, at både Hammerslag og Spis og spar passerede hen over mit fjernsyn, inden jeg var færdig. Men jeg har i det mindste sikret en sommerferietransport.

• 10 hokkaidofrø og 10 squashfrø er lagt i små priklepotter. Nu er det bare at vande, vente og og håbe på bedre held end sidste år, hvor jeg af dobbelt så mange frø kun avlede ét eneste hokkaidogræskar på størrelse med en tennisbold.

• Min storebror har sendt mig et billede. Han har installeret det nye toilet, vi gav mor i fødselsdagsgave. Han er dygtig. Og klog, for hun har ikke engang nået at blive utålmodig og klage over, at han aldrig har tid. Hun blev taget med bukserne nede, kan man sige.

• Mine børn gav mormor et tremåneders abonnement på ugebladet Hjemmet. Normalprisen var dyrere end introduktionstilbuddet, som til gengæld havde en velkomstgave på slæb. Nu har jeg modtaget tre Margretheskåle, mor får snart det første blad, og forlaget har fået en midlertidig abonnent. Win.

• Vi har boet i lejligheden i snart to år, og der viser sig fortsat ting, jeg ikke ved hvor jeg gjorde af, da vi flyttede ind. Eller de viser sig netop ikke. Nu leder jeg efter skopudsegrejet. Jeg ved hvor det var i min gamle lejlighed og i den forrige og den forrige igen, og hvilken skuffe i bryggerset det var, da jeg var barn. Flere af børsterne er faktisk de samme. Men jeg ved ikke, hvor det er nu. Har vi så ikke pudset sko i næsten to år, kan man spørge. Næh…

• Nu har jeg børstet sko med en neglebørste.

• Lasse bliver student til sommer. De øver lancier i idrætstimerne. Vi har set lancierfilm fra Lauras og Niels’ gallaer (hedder det dét?). Jeg ved allerede nu, at melodien kommer til at klistre fast i mine ører fra nu af. Da-da-da-DA-da-da-da-da…

Flittige hænder

I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.

Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.

Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.

Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.

haveferie

Der er grund til at tro på squashhøst.

squash

Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.

dekorativt

Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.