12. februar 2015 | den store bunke |
Det stiller krav til underboere om en høj overbærenhedstærskel, når overlejligheder skal gennemrenoveres.
Det er os, som er underboerne.
Hver dag er vi spændte på, hvad håndværkerne ovenover finder på, at vi skal forholde os til. Vi har vænnet os til nye huller og revner i loftet for hver gulvplanke, de brækkede op. Vi er holdt op med at stille støvsugeren på plads, for der ligger alligevel hver dag nye små pudsbunker på gulvet, når håndværkerne holder fyraften og er færdige med at gå på strøerne deroppe.
I går skulle de gamle ribberadiatorer fjernes. Forinden lukkede vvs’erne for vandet og var nede hos os og save et rør ned på Lasses værelse og proppe hullet til. Desværre glemte de at sætte prop i røret ovenpå, inden de åbnede for vandet igen. Morten beskrev forløbet i en mail til mig: “… Det finder man ud af på den hårde måde…, lyden af rindende vand på et teenager-værelse er sær. Og man kommer fra 0 – 100 på aldeles ingen tid.”
Alle er glade for, at der var nogen hjemme. Både vi og vvs-folkene og formodentlig også husejeren.
Alle er også glade for, at vi tager det hele pænt. Men det er jo ikke os, der skal udbedre skaderne eller betale for det. Jeg kan i det hele taget ikke forestille mig, hvordan man reparerer et stukloft med en to meter lang revne tværs over. Igen – det er udlejers udfordring.
Vi er bare dem, der satser på, han giver os en pakke rengøring bagefter. Og på, at det kun er puds og vand, der kommer ned fra oven, og ikke hele håndværkere.
1. februar 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Selv om vi bor lige midt i byen, faktisk så midt i, at det er imellem to gågader, mangler vi heldigvis hverken luft, lys, himmel eller udsigt.
Se bare, hvad vi kan se fra køkkenet, når klokken er 17.37 på den første dag i februar.

10. oktober 2014 | den store bunke |

I vores ejendom har lejerne pligt til at rengøre hovedtrappen fra egen repos ned til etagen nedenunder eller til gadeniveau, således at trappen vaskes hver uge. Det står i den husorden, vi fik sammen med lejekontrakten. Ulige uger tilhører lejlighederne til venstre, og lige uger tilhører lejlighederne til højre.
Vi bor til venstre. Men jeg har først vasket trappen i dag, for der har overhovedet ikke været nogen ulige uger, siden vi flyttede ind den 2. august.
Det er egentlig mærkeligt.
23. september 2014 | den store bunke |

Nu skal vi snart til at hænge billeder op i vores fælles hjem. Alle billederne – og der er mange – har stået op ad en væg i halvanden måned.
For et par dage siden stod vi og kiggede på dem. Jeg sagde: “Der behøver jo ikke at være overplastret med billeder” i samme øjeblik, som Morten sagde: “Jeg er jo sådan en, der ikke har noget imod, at de hænger tæt”.
Det bliver spændende.
20. juli 2014 | den store bunke |
Når man har fødselsdag lige midt på sommeren, kan man komme til at fejre dagen de mest eksotiske steder, der ligger langt fra hverdagen.
Som for eksempel, da jeg blev 26 på sprogskole i Volgograd. Eller da jeg fyldte 46 i en bus på vej hjem fra Kroatien. Min 40 års fødselsdag fejrede vi i en hytte i Telemark i Norge (jeg fik et billede af min nye gule cykel). Min 33 års fødselsdag endte på Thisted Sygehus, hvor jeg fødte mit første barn samme aften. Jeg fyldte 39 i Broagerland, da familien lå i campingvogn. Sidste år var det sådan her.
I år – i går – var det mest en arbejdsdag. Der var rundstykker til morgenmad, og Morten inviterede os ud at spise om aftenen. Drengene og mig. Troede jeg. Men tænk, så stod svigerdatter der pludselig også, hvilken glæde! Og ældstebarnet var også inviteret, men skulle ud og fejre sin egen fødselsdag. Helt hemmelige havde de været med det, alle sammen… Det var en dejlig aften.
Imellem morgenmaden og aftensmaden flyttede vi Mortens jordiske gods fra hans nu tidligere lejlighed til et midlertidigt depot, hvorfra det om to uger skal flyttes til vores nye lejlighed. Det. Var. Varmt. Vi var fem stærke og seje jyder – og så mig (ja, jeg er da også stærk og sej, men jeg er jo ikke jyde), og vi svedte om kap. Men alt gik planmæssigt, og det hele kunne nærmest mirakuløst stables ind i et kælderrum, hvor vi ikke regner i kvadratmeter, men i kubikmeter. Der er stablet fra gulv til loft fra hjørne til hjørne, og der kan ikke være så meget som et kosteskaft mere.
I dag har vi gjort den gamle lejlighed ren. Hele dagen. Min udsigt har været noget ensformig. Jeg havde køkkentjansen med fryser, ovn, fedtede overskabe og den slags. Det er bare at starte i den ene ende og arbejde sig igennem det. Ovre i hjørnet på elkedlen sidder Martin Greis og læser Verdens Vinter højt for mig.

Sidst på eftermiddagen var jeg i kolonihaven for at hente kartofler og salat til aftensmaden. Og hvor er det dejligt at se, at haven kan klare sig selv og gro mad, selv om vi ikke har tid til at være der så meget for tiden.
