Hils kirken med frugterne

Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.

Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.

Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.

Jeg glæder mig.

Hola

We’re sorry! Your booking has changed

Det var emnelinjen i mailen fra det flyselskab, der skal flyve os til Barcelona om to uger. Jeg holdt lige vejret. For da vi for tre år siden skulle til Rom på vores første kæresteferie, gik flyselskabet konkurs i ugerne op til. Vi fandt andre billetter, og alt løste sig til en skøn ferie, men det var da lidt akut bøvlet, lige da det skete. Så hvad skulle vi nu udsættes for, tænkte jeg.

Men det var bare, at flyet derned afgår fem minutter tidligere end i den oprindelige time schedule, ligesom vi ankommer fem minutter før til Barcelona. Jeg tænker, vi lever med det. Så er der også lidt længere tid at opleve i.

Vi har også fundet noget at bo i. Airbnb træder endnu en gang til. Vi skal bo i Ani og Danis taglejlighed i det gotiske kvarter tæt på det meste og med resten inden for rækkevidde. LOFT CON TERRAZA WIFI A 200M MAR, lover de i overskriften, og det skal nok passe. Wifi er godt, terrasse er godt, 200 meter til havet er godt, og lejligheden ser rigtig fin og hyggelig ud på billederne.

Så så man måske lige os spise morgenmad på tagterrassen her. Eller bælle cava om aftenen.

terrazza

Vi har ikke fyldt andet end løse ideer i dagene. Hvis nogen af mine læsere kender til noget, som vi – en førstegangs- og en andengangsbesøgende – må og skal opleve i Barcelona, så fyr løs med forslag. Somme tider får man de fineste oplevelser, når nogle andre har trådt stierne først og vil dele ud af deres gyldne øjeblikke og anbefale deres hemmelige perler.

Tilbage har vi vel kun at glæde os.

Lejlighedsdating

Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?

Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?

Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.

Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.

Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.

Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.

Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.

Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.

accomodation

Flig af fremtiden, glimt fra fortiden

Barcelonabillet

Det er godt at glæde sig. At have noget at glæde sig til. Det har jeg. Jeg glæder mig til kærestedage i Barcelona i april.

Jeg fodrer forventningen ved at kigge på billeder fra vinterferien for tre år siden, da jeg og børnene var der. Det var dejlige dage.

Barcelona12-1Barcelona12-2Barcelona12-3Barcelona12-4Barcelona12-6Barcelona12-8Barcelona12-9