Den julegavevej vil jeg ikke hen ad
Hvis nogen nogensinde hører mig sige, at “vi giver hinanden gulvtæppe/gardiner/ bilmåtter/vaskemaskine/havemøbler i julegave”, er der frit lejde til at slå hårdt ned på mig og tale voldsomt dunder til mig. Måske endda sparke mig over skinnebenene. For den vej vil jeg bare ikke. Det er da det kedeligste, et parforhold kan havne i.
Selvfølgelig kan man godt mangle de nævnte ting og blive enige om at anskaffe sig dem. Men så skal man da ikke kalde det en julegave. Man skal da have noget, som den anden har valgt og holdt hemmeligt indtil juleaften, eller hvornår det nu skal pakkes ud.
Det er jo derfor, vi ikke fortæller hinanden alt i øjeblikket. Derfor vi prøver at være den første, der tømmer postkassen, så vi kan nappe de postanvisninger, der måske er i den. Derfor vi lige sørger for at vippe låget på vores laptops ned, så de andre ikke ser de afslørende sidereklamer for det, vi har søgt efter på nettet. Derfor vi råber hej og stryger direkte til hemmelige gemmesteder med poser under trøjen uden at finde de andre først, når vi kommer hjem.
Nu har jeg sagt det. Så kan jeg aldrig få en gensidig lænestol.
