Sommetider får man sagt det dummeste, når munden løber, før hjernen følger med.
Vi sidder i sofaen med hver sin computer, fordybede.
Morten: Må jeg læse en ting for dig?
Mig: Højt?
Somme tider er Facebook ekstra sjov. Somme tider sender én noget af sted, som nogle andre fanger og leger videre med. Som nu forleden, hvor min Facebookven Michael skrev denne status:
Kan se på kontoudtoget, at tys tys-kilden har spist couscous i Baden-Baden
Først var der én, som greb den og legede med. Og så kørte den ellers, og Michael spillede ordtennis med en flok af sine velformulerede venner i et par timer.
Lone: Med Boutros-Boutros Ghali?
Michael: Nej, det var Djemba Djemba og Kristian Bach Bak
Erik: Nå-nå…
Lone: Men de lyttede til Dodo and the Dodos under middagen, så?
Michael: De spiller Boom Boom
Michael: Og nu lyder gonggongen til et heftigt juridisk efterspil. Tys tys-kilden har hyret rockeradvokaten Michael Juul Eriksen
Lone: Bare der ikke bliver skudt med dum-dum kugler
Michael: Det er gakgak
Michael: Men også en win win-situation
Lone: Har det efterhånden sådan lidt la-la med den sag
Michael: Nu mangler vi bare at blive stukket af tsetsefluen
Lone: Har hørt at hele troppen har taget tilflugt i Bonbon-land
Michael: Hvor Zaa Zsa Gabor underholder på blokvognen
Christine: Og de drikker cin cin mens de holder tamtam
Michael: Og laver hømhøm
Finn: Man tænker fluks på gode, gamle Marve: “Schmidt – Baden-Baden.” “Fleksnes – Oslo-Oslo!”
Kenneth: Tror de danser Can Can til Gabor?
Michael: Det er nok nærmere en cha-cha-cha
Finn: Fra Tjetjenien…?
Michael: Jowjow
Kenneth: Jeg tror, at de bliver anbragt på Sing Sing.
Finn: Nu må det snart slutte med denne ping-pong…
Kenneth: Nu ringer det på døren, ding dong.
Finn: Nu lyder mutters gong-gong…
Kenneth: Er hun lige kommet hjem fra Hongkong ?
Finn: Ja, og hun har set King Kong.
Michael: Og er med på noget hanky panky
Ole: Nu ved jeg hvem tys tys-kilden er:Helle Helle!
Ole: Er Helle Helle egentlig en pleonasme?
Michael: Lyder som en uddød tæge-art
Og der stoppede den. Jeg håber, at alle har haft en fest undervejs. Jeg morede mig i hvert fald – med lyd på.
I dag så jeg dem igen. Tvillingesøstrene. Jeg ser dem kun sammen, aldrig hver for sig og aldrig sammen med andre. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville kunne genkende dem, hvis de ikke fulgtes ad. Hver for sig ligner de alle og ingen.
De er midt i halvfjerdserne og har altid ens tøj på. Samme frisure, ens frakker, ens hævede ankler. Nu er de også begyndt at gå med stok.
Når jeg ser dem i bybilledet, fortsætter jeg altid tankefuld og indadvendt, mens jeg tænker på, hvordan deres tilværelse er. Bor de sammen eller er det tilfældigt, at de vælger præcis det samme tøj hver morgen? Er de gift eller har det været for voldsomt for mændene i deres liv, at der var to af dem? Har de nogensinde været hver for sig? På højskole eller i udlandet eller ude at tjene? Har de arbejdet? Eller lever de hver for sig, og ser jeg dem kun dét ene tidspunkt på ugen, hvor de er ude at handle sammen? Men de ligner en symbiose, mere ens og tæt knyttede end mange andre enæggede tvillingepar.
Og det allerstørste spørgsmål: Har jeg lyst til at kende omstændighederne? Vil jeg gerne beholde muligheden for at fantasere en ny historie om deres liv, hver gang jeg ser dem? Jeg synes, de er så fascinerende.
Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.
Piphund: egern
Strikkekugle: garnnøgle
Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte
Pilesko: meget spidse sko
Stiktus: kaktus
Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.
Denne mur ser jeg hver dag. Jeg synes, den er vildt fascinerende. Foroven er der en græsplæne, der ser ud til være blevet tungere og tungere med årene, to meter nedenunder er der fliser, og engang var muren i lod. Nu er den i forfald, men holder stadig. Jeg gad vide, hvad det bliver for en lillebitte forskel i spænding i bare én af stenene, som får det hele til at skride. Eller måske er den konstrueret til at holde evigt ligesom kuplerne i kirker og katedraler som Pantheon og Peterskirken.
Et lille stykke hverdagsarkitektur i udvikling, som inviterer til tænksomhed.
Hov?! Der mangler et hus i rækken? Det hvide hus er flyttet med hjemmefra. Stillet op et sted i Aarhus. Ligesom de bevaringsværdige gamle huse, der bliver pillet ned sten for sten og bræt for bræt, nummereret og genopført i Den Gamle By. Jeg synes godt, man kan sige, at det hvide hus er bevaringsværdigt. Det er fra dengang banken hed Bikuben, og før BG Bank gik over til at have jungledyret Hugo som sparebøsse.
Det blå hus står tomt. Det grønne hus har friværdi. Det hvide hus er belånt.