31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg elsker at sidde på en café i en fremmed by og se på folk. Det gjorde vi meget i Flensburg, da vi var på kombineret kæreste- og købedrikkelsetilfesttur i weekenden.
Vi boede i Linn og Bastians lejlighed midt i byen i en baggård ti meter fra gågaden. Vi kender dem ikke, men de lejer deres lejlighed ud gennem airbnb.com, når de rejser i deres autocamper, og vi fik en hel lejlighed tæt på det hele for det halve af hotelpris. Med parkeringsplads og wifi. Og så er det lidt sjovt at prøve at fornemme hvem de er, de mennesker, hvis hjem man bor i. Der var hyggeligt og fint – og lidt piget. Et arbejdsbord med en printer, en guitar og nogle store sko i entreen virkede som de aftryk, han havde fået sat. Men de er pæææne. I ejendommen var der også en fotograf, og på hans prisskilt i vinduet fandt vi vores værter, som vi kunne kende fra billederne oppe i lejligheden. Smart at supplere indtægterne med lidt boligudlejning og modelleri.
På vejen dertil havde vi købt nogle flasker vin, vi ville teste under opholdet, så vi vidste, hvad vi skulle fylde bilen med på hjemvejen.
Det var den ene store opgave. Den anden var at slentre og ose. Det er vi gode til. Gågaden, sidegader, havnen, cafeer. Vi sætter os helst, så vi kan overskue mest muligt. Nu skal man jo passe på, hvad man siger i en by så tæt på vores eget land og sprog, men man kan godt kommunikere lydløst og signalere “Prøv at se dér, hvad tror du…” og så videre. Jeg elsker det. Når der kommer 47 blomstrede skjortebluser i pastelfarver forbi, en ældreklub på bustur. Pigen på fem, som går med sine forældre, bliver sur, smider sit løbehjul og demonstrativ lægger armene over kors, opdager at ingen lægger mærke til hende, flytter løbehjulet halvanden meter om på den anden side af forældrene og foretager nøjagtigt samme manøvre med korslagte arme og mulemund. Det unge forelskede par, hvor hun er dværg og han er i kørestol, hun skubber med en hånd på hans skulder, og begge lyser af den samme lykke som alle andre kærestepar. Alle de mennesker, hvor nogen burde sige til dem, at det ville klæde dem at klæde sig bare lidt anderledes. På den anden side er det rart at vide på en dårlig dag, hvor man synes man ligner noget der er løgn, at det kan være meget værre.
Indbyrdes har vi en langvarigt kørende diskussion om berettigelsen af skuldertasker med rem, som bæres diagonalt over brystet, på grund af den måde, hvorpå remmen deler brysterne og skubber det ene ud i armhulen. Som føde til den snak er en fortovscafe et fremragende sted at researche.
Så kan man jo altid drikke en øl imens.
22. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Bagagerumsmarked var indblik i en fremmed verden. Jeg sad i vores egen stand og betragtede omgivelserne. Da jeg var rundt og kigge, kunne jeg slet ikke tage ind. Jeg så en masse mennesker og ting, men jeg var ikke i stand til at se enkeltheder i den massive mængde af skrammel, så jeg ved ikke, om der var gode tilbud. Men det var der naturligvis. Der var for eksempel ham, der havde en kasse med Store plader 40 kr, små plader 15 kr, Elvis-plader 60 kr.
På pladsen lige over for vores havde det ægte trailerfolk etableret sig med to trailere og to lange borde med et skønsomt udvalg af alt skrammel i verden. Kvinden var fra kl. 7 om morgenen iført bh, shorts og sandaler. Kun. Hver gang jeg så derover, havde hun en smøg i munden. Læderhud og sparebøsse. Den kvindelige udgave af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts figurer Carsten og Helge. Selvkritikken er solgt i en god handel for år tilbage.
Det var dybt fascinerende, og det er det billede, jeg stadig har på nethinden som det stædigste indtryk fra min kræmmerdebut.
Undskyld, hvis jeg støder nogen, som kender hende. Jeg har forsøgt at sløre identiteten lidt.
14. juni 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Stykker af samtaler mellem mennesker, hvis veje krydsede vores i splitsekunder i Aarhus i eftermiddag.
Kvinde stopper op på gaden med et forklarelsens udtryk i ansigtet: “Ja!! Den står hjemme på køkkenbordet!”
Ledsagende kvinde: “Aiii, hvor godt!”
Mand på vej ind på café ved åen: “Jeg har det ikke så godt i maven.”
Mand til anden mand i havneområdet: “Hvordan klarede de sig igennem aftenen uden finsk lakrids i går?”
13. april 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Ja! Hvis man er en af de store blå poser, kan man være heldig at imødese en lang fremtid som vasketøjstransporter.
Gad egentlig nok vide, hvor mange der pt er i arbejde, og hvor meget vasketøj der årligt transporteres i de blå.
4. april 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Denne her røde dækkeserviet af plastic har fulgt familien, siden børnene var små. Til at lægge under, når man skulle lime, skære eller tegne med tuscher der gik igennem papiret. I dag opdagede jeg, at vi simpelt hen engang har fået vores navne skrevet i de små hjerter rundt i kanten. Det er tydeligvis ikke mig, som har gjort det – jeg kalder jo ikke mig selv mor!
Skribenten har plantet andre hilsener. Og været rundhåndet med boller over aerne.
Resten er tændstikmænd og rester af lim og det, der er tegnet uden for stregerne. Mange små spor efter store kreative udfoldelser.
30. marts 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg blev stoppet på gaden af Karina fra Runners Corner. Hun stod i løbetøj, fik øje på mig, lyste op, sagde “Hov! Løber!!?” og gav mig et påskeæg på en rabatkupon.
“Hvordan kunne hun vide, at du er løber?”, spurgte Højskolebarnet, som jeg fulgtes med.
“Det er da fordi jeg er en løbertype! Det lyser ud af mig”.
(Og så fordi jeg har handlet en del i hendes butik, jo)
“Nå… men fedt at blive genkendt. Må jeg få påskeægget?”
Niks. Det får jeg. Så jeg ikke går sukkerkold, når jeg løber op i butikken for at indløse rabatkortet.
