Sommetider får man sagt det dummeste, når munden løber, før hjernen følger med.
Vi sidder i sofaen med hver sin computer, fordybede.
Morten: Må jeg læse en ting for dig?
Mig: Højt?
30. september 2014 | Hørt og set i forbifarten | 6 Kommentarer
Sommetider får man sagt det dummeste, når munden løber, før hjernen følger med.
Vi sidder i sofaen med hver sin computer, fordybede.
Morten: Må jeg læse en ting for dig?
Mig: Højt?
Hvor er “like” knappen??? Sjov ord veksling.
Jamen, jeg ved ikke, hvor det kommer fra 🙂
Hehe – det kunne godt være sket hjemme hos os også. Når jeg læser, er jeg langt, langt væk.
vh/Karen
Jeg hørte i det mindste, hvad han sagde…
Årh, han kunne vel læse det sådan lidt lavmælt for aftenfredens skyld (hvis det da var om aftenen) … 😉
Puha, en grim forside på Donna Tartts “Den lille ven” (og en styg titel i sanmenhængen!), som ligger lige til højre for kommentarfeltet her. Kan IKKE lide skumle dukker! Det ville være en bog, som fik lov at ligge med bagsiden opad herhjemme, hvilket senest skete med min kærestes patologibog fra studiet, hvor man har valgt at pryde forsiden med et naturtro billede af en strandvasker. Lige voldsomt nok til min sarte natur.
JA!! Den forside er creepy! Jeg kvalmes også over dukkeansigter. Døde øjne, træk der ligner levende og ikke er det. Men det er nu den forside, den bog har. Jeg blev færdig med den i morges og ved stadig ikke, hvorfor den hedder sådan. Men jeg vil godt anbefale bogen. Den er god på en egen sær måde.