Vi har en kageturnus i min afdeling på arbejde. Det er frivilligt at være med, og de der står på planen skiftes til at have kage med. Det styres enkelt med et excelark med navne og datoer, så vi ved lang tid i forvejen, hvornår vi kan nyde (oftest) og hvornår vi skal yde (sjældnest). Nogle mener, de ikke kan holde til at spise så meget kage og vil derfor ikke være med i ordningen. Men det er faktisk ikke en betingelse for at være med, at man spiser noget. Man må gerne yde uden at nyde. Det er også sket.
Der er kun et eneste kriterium for det man medbringer: Bare det er kage. Det betyder, at man helt selv må bestemme, om man køber bagerens bedste, bager selv eller får sin mor eller sin mand til det. Bare det er kage. Flødeboller er for eksempel ikke kage. Og ingen bliver ugleset for deres valg.
Det var min tur i dag. Jeg kan godt lide at bage, så jeg vælger for det meste noget hjemmebagt og tit noget, jeg ikke har prøvet før. Så er det lidt mindre mit ansvar, om det bliver godt, for jeg følger jo bare opskriften, og så kan vi sammen vurdere, om det er en opskrift, der er værd at gemme.
Jeg var derfor lige så spændt som de andre på, hvordan kagen smagte i dag.
Den var god. “Frisk, syrlig og sød på samme tid”, sagde én, og det er vel den bedste bekræftelse, at flere kolleger tog to gange og efterfølgende bad om opskriften. Den er i øvrigt fra Spis Bedre og hedder en stor del af ingredienslisten: Citronkage med hindbær, flødeost og mandler. Jeg supplerede med blåbær, fordi supermarkedet kun havde halvdelen af de hindbær, jeg skulle bruge.
Succes, altså.
Og nu skal jeg have en aftensnack af de rester, der trods alt var.
