Nye pengesedler … men hvorfor?
Der dumpede en pamflet i min postkasse. Det sker ikke så tit, for jeg har takket nej til reklamer, men denne her var åbenbart en, som alle SKAL have, for den var draperet i et omslag med navn og adresse.
Nationalbanken udsteder nye udgaver af danske pengesedler, fortæller brochuren, og aktuelt kommer der i 2020 en ny 500-kroneseddel. Den er angiveligt mere sikker og sværere at forfalske.
Men hvorfor? Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule overflødigt, for jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en dansk pengeseddel i hånden, eller bare set en. Jeg betaler alt med kort eller mobil, og det er virkelig længe siden, jeg har ’hævet over’ for at have kontanter, som man gjorde engang. Jeg var nok nærmest den sidste i landet, der holdt op med det.
Jeg har lige kigget efter, om der skulle have forputtet sig en enkelt glemt hundredemand i min pung, men det var ikke tilfældet. Og hvis der var, ville jeg næppe kunne komme af med den i disse tider. Den kan jo overføre smitte. Tager nogen overhovedet mod andet end elektronisk betaling mere?
Men bedre tider kan jo komme. Nationalbanken pointerer i hvert fald, at man trods de nye udgaver ikke skal have ombyttet de pengesedler, man allerede har, for dem kan man fint fortsætte med at bruge. Det er nok dén vigtige oplysning, der er grunden til den pligtige husstandsomdeling.
Så jeg gemmer fortsat de her tikronesedler, som er de allerførste, jeg kan huske fra min barndom. Med H.C. Andersen og en storkerede på den ene side og ’tikronemøllen’, Egeskov Mølle, på den anden. Måske kan de stadig bruges.
Og nej, det er altså ikke, fordi jeg som en anden Joakim von And har gemt mine allerførst tjente penge. Jeg er bare ud af en samlerfamilie. Blandt min brors efterladenskaber lå en slidt tegnebog med nogle gamle pengesedler. Dels disse, dels forskellige værdier fra serie 1972 (dem med dyr på bagsiden), dels nogle endnu ældre, blandt andet fem og ti rigsdaler og jeg er ret sikker på, at det er den samme tegnebog, som lå i min morfars skrivebordsskuffe med pengesedler i, da jeg var barn. Nu er den ad omveje kommet til at ligge hos mig, og der bliver den liggende. Ti kroner kommer man jo ikke langt med mere, og det virker også lidt sært at drage i supermarkedet med en grøn femhundredekroneseddel med Franziska Genoveva von Qualen på forsiden og et firben på bagsiden.
Når der nu snart kommer en ny.
