En lille buks

Der ligger en lille babybuks og tørrer på mit tørrestativ, uldvasket, behørigt behandlet og snart klar til brug. Et af de første af formodentlig mange stykker babytøj, jeg kommer til at producere. Mit første barnebarn er på vej, og han skal selvfølgelig have noget, der er ’made by farmor’.

Afslører jeg for meget for de kommende forældre? Næppe. De ved vist godt, at buksen er i produktion, og nu kan de så se, at den er færdig. Willums selebukser hedder opskriften, og den findes i mange størrelser, så falder modellen i god jord, kan der måske falde flere af.

Nu ser vi. Jeg strikker ting, jeg selv synes er sjove at lave, mere end at efterkomme noget de har ønsket sig – indtil videre, i hvert fald.

Jeg har allerede strikket et babytæppe til dem, og det ved jeg, at mormoren også har gjort, så hun producerer nok efter samme princip. Rigtig mange af dem, jeg har fortalt om babytæppet, har spurgt – insidervidenagtigt, om det er Marys tæppe, jeg har strikket. Kronprinsessen, tænker jeg. Der findes åbenbart et babytæppe, der bærer hendes navn. Men det er altså ikke det. Mit mønster hedder Blueberry og er fra Tante Grøn i Odense. Det blev så fint. Der var fælt meget masketælleri, det var sjovt at strikke, og jeg har kun et enkelt billede af det, for det er allerede givet videre til søn og svigerdatters depot. Jeg kunne ikke vente. Er måske i virkeligheden ikke så god til hemmeligheder.

Og se nu bare her. Selebukserne kunne jeg heller ikke holde hemmelige. Farmor, altså!

Når selv chefen kommenterer

Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.

Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.

Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.

Det kan egentlig godt være.

Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.