Tiltagende

I aften er kun en tynd skive af månen synlig. Jeg stod og kiggede ud på den, mens der ingen skyer var, og afkodede på samme måde, som jeg har gjort altid, hvilken fase den var på vej imod. På vej væk eller på vej til at blive fuld.

Man tegner et skråskrift-a eller et skråskrift-t langs månens yderste rand. T for tiltagende, også kaldet ny og på vej til fuldmåne, a for aftagende og på vej til ingenting. Det kaldes også næ, og de to begreber findes i udtrykket ’i ny og næ’ og nærmest kun dér.

Måske er det min mor, der har lært mig det med bogstaverne. Det er det nok. Det har under alle omstændigheder været et menneske, der kunne skrive skråskrift. Og det er nyttig viden at have samlet op. Jeg behøver i hvert fald aldrig at lære månefaserne på en mere videnskabelig måde.

Nyttig viden for mig, unyttig for dem der ikke har lært at skrive skråskrift.

Det var bare dét.

I aften er månen tiltagende. Så bliver den sikkert fuld mellem jul og nytår.