Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.