6. december 2018 | den store bunke |
Det skete i de dage, at vi fik pyntet til jul. Nej, det passer ikke. Ikke DE dage. I dag.
Jeg er ikke sådan voldsom julet. For mig må der gerne findes julepyntfri områder, og jeg lægger gerne hjem til sådan et. Men dels er jeg måske blevet lidt blød i det, dels har jeg altid delt hus med anderledes tænkende.
Så mit hjem har lige præcis aldrig været julepyntfrit.
Og i aften kom de store kasser med julepynt ned fra det høje, og vi har pyntet både med dit og mit og gammelt og nyt. Her i forstæderne har ’vi’ lyskæder i vores forhaver, har vi bemærket, så det er der også i troldhasselen foran enderækkehuset i år.
Indenfor havde jeg forestillet mig en stjernevrimmel i hele vinduesrækken. Det var der ikke stjerner nok til i nogen af de store kasser med julepynt, så de seneste aftener har vi flettet stjerner i strimmelvis. Det har vi nemlig begge to både tålmodighed og færdighed til. Og det er blevet rigtig fint, er det. Det ligner både Mælkevejen og dalende snefnug.
Kom bare an, jul.
2. december 2018 | den store bunke |
I dag var det sådan et vejr, som er værst, hvis man sidder inde og kigger ud på det. Man skutter sig og glæder sig over ikke at skulle ud i det. Hvis man ER ude, er det ikke så slemt. Specielt ikke hvis man er stædig, ved- og ordholdende.
Det hemmelige eventyr førte os til Mols. Morten holdt på sin hemmelighed, lige til vi kørte ind på endestationens parkeringsplads. Jeg gættede hele vejen. Retningen fra Viborg gav selvfølgelig et hint, men det kunne også have været en falsk ledetråd, så vi efter halvanden times kørsel endte et sted i vores eget nabolag.
Men Femmøller var det. Vi lod os forkæle på Molskroens Strandhotel, inden vi i formiddags satte ud – med en blæret madpakke fra hotellet i rygsækken – for at gå i Mols Bjerge. Det regnede, ja. Hele dagen, ja. Men vi havde ordentligt tøj og gode ben, og det var værre at sidde og kigge ud end at være ude i det. Det var en rigtig dejlig tur med frokost og kaffe midtvejs i ly for vind og vejr.
12 kilometer gik vi, og der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge fortjener et gensyn. En anden gang går vi alle Mols-stiens tyve kilometer i godt vejr, så vi også kan nyde den udsigt, vi ikke fik øje på i dag, fordi skyerne lå helt lavt.
En tekstforfatters udfordring: “Find på et slogan. Du har fire ord.”
30. november 2018 | den store bunke |
“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”
“Ja! Men JEG ved ikke hvor”
“- og det er nok bedst sådan ;-)”
Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.
Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.
Det er vi åbenbart nu.
I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.
Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?
26. november 2018 | den store bunke |
En blogger, jeg følger, funderede over dengang, mobiltelefonernes såkaldte intelligente ordbøger konsekvent ændrede Knus til Knud eller Lovs, ok til øl, Dorthe til fortid og far til får, når vi skrev sms’er på de gamle taster, der favnede tre eller fire forskellige karakterer.
Til de helt unge (hvis jeg har den slags læsere…): ABC lå i én tast – 1-tallet, DEF i den næste – 2-tallet osv., og så tastede man hurtigt det nødvendige antal gange indtil man nåede det ønskede bogstav. Og langsomt tog beskeden form. Medmindre man altså slog den intelligente ordbog til. Så var det nok at trykke én gang på de rigtige taster, og efterhånden som man nåede frem gennem ordets bogstaver, gættede systemet på, hvad man nok ville skrive. Det virkede tit som desperate gæt.
Bemeldte blogger skrev også om nogle af de sære beskeder, vi nåede at få sendt af sted, inden vi opdagede, at Autokorrektur var trampet tværs igennem ordene og havde forplumret budskabet. Hendes læsere bidrager med tilsvarende eksempler i kommentarsporet, og i nogle tilfælde har autokorrekturen sat varige spor på den måde, at de siden bevidst og konsekvent har afsluttet sms’erne med et kækt Knud.
Tilsvarende har jeg og en veninde i mange år indledt vores mails – ikke med Kære, men med <løtr. Det er dét, man skriver, hvis man får sat sine hænder forskudt én tast mod højre på tastaturet og går i gang med at blindtaste. Det gjorde jeg engang, og det var så sjovt, at vi ganske enkelt tog det til os og lod det være vores startsignatur. De har virkelig løbet frem og tilbage ude i cyberspace med mange <løtr Hanne og <løtr Birgitte-mails gennem årene.
Det var bare lille det, jeg kom til at tænke på.
Billedet har ingen relation til noget, udover at himlen så sådan ud i det øjeblik, jeg tænkte.
25. november 2018 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Der lå en cykel i kanten af stien. Eller resterne af en cykel. Bare et stel, faktisk. Uden hverken hjul eller sadel. Måske var den intakt, da den landede mellem de visne blade, og så er der måske skrællet mere af den med tiden. Jeg ved det ikke, måske ved ingen det. Måske ved den, der smed den fra sig, ikke, at den ligger der endnu, og måske er vedkommende også fløjtende ligeglad.
Den har i hvert fald nok ligget der et stykke tid. Nogen har måske passeret den dagligt og er blevet mere og mere harm. Gal på det bestjålne medmenneskes vegne og vred på alverdens kriminelle uden respekt for andres ejendom.
Der var fastgjort en harmdirrende, tydelig og målrettet besked på resterne af cyklen.
To konklusioner er sikre: De, der læser meddelelsen, er alle os med god samvittighed, som deler den retfærdige forargelse. Og: Den, der faktisk smed cyklen, kommer næppe forbi igen og læser det orange skilt.
Og tre: Ingen tør rydde op og gå hen ad stien med resterne. Og blive set med dén besked?
Og fire: Hvis du er en bloglæsende cykeltyv, så fat at du er rådden!
Og fem: Hvis du er den, der mangler din cykel, så kan jeg fortælle dig, hvor i landet liget ligger.
23. november 2018 | den store bunke |
… må man tænde godt op i brændeovnen og glæde sig over, at der både er tørt brænde i brændekassen og godt træk i skorstenen. Og optændingsbriketter og tændstikker nok… Og penge der er sparet. Tror jeg nok.
Det er Black Friday, og jeg har ikke besluttet, hvad jeg mener om den. Jeg kender alle argumenterne for og imod, om forbrug og overforbrug, kommercielle udenlandske traditioner der kommer snigende ind over os, om øget nethandel der tager livet af fysiske butikker … alt dét og meget andet.
Jeg er ingen udsalgshaj, og jeg mangler generelt et shoppegen. Det interesserer mig ikke. Jeg går aldrig på fysisk udsalg og open by night efter knaldtilbud. For mange mennesker, for meget stress, for mange valg, for mange uovervejede beslutninger. Jeg kan ikke lide det. Andre må gerne, jeg vil ikke.
Faktisk nethandler jeg heller ikke ret meget. Jo, når jeg har brug for noget, men ikke bare som tidsfordriv. Min bedste nethandel kostede ikke meget, til gengæld glæder jeg mig over den hver eneste dag.
Min arbejdsplads lever af handel. Black Friday er stor hos os. Det er den nødt til at være, fordi den findes, og fordi alle andre i junglen satser på den. Gennem hele dagen har kollegerne knoklet og holdt øje med, om ordrer og omsætning holder mål med budgettet. Vi har tippet på resultatet og satset penge på vores overbevisning, og den der kommer tættest på de faktiske tal, render med hele puljen. Det bliver næppe mig, for jeg kom til at tippe ret højt. Ja, altså, firmaet ville elske, hvis vi nåede den omsætning, jeg friskt skrev på min kupon. Men min indsats kommer mere sandsynligt til at gå til en andens forbrug.
Nå. Trods al min ambivalente modvilje mod den griske rabatjagt var jeg kortvarigt inde i byen efter arbejde. Udelukkende fordi jeg skulle købe strømper for min mor, som jeg skal besøge i morgen. Dem fik jeg så heldigvis i dagens anledning med rabat.
Måske gjorde netop dét mig blød og grebet, da jeg kom hjem og fik tændt op i brændeovnen og så lys i alt det sorte. For jeg HAR købt julegaver på nettet i aften og sparet temmelig mange penge – bilder jeg mig i hvert fald ind og er tilfreds. Skyd mig.
