Antikorrektur
En blogger, jeg følger, funderede over dengang, mobiltelefonernes såkaldte intelligente ordbøger konsekvent ændrede Knus til Knud eller Lovs, ok til øl, Dorthe til fortid og far til får, når vi skrev sms’er på de gamle taster, der favnede tre eller fire forskellige karakterer.
Til de helt unge (hvis jeg har den slags læsere…): ABC lå i én tast – 1-tallet, DEF i den næste – 2-tallet osv., og så tastede man hurtigt det nødvendige antal gange indtil man nåede det ønskede bogstav. Og langsomt tog beskeden form. Medmindre man altså slog den intelligente ordbog til. Så var det nok at trykke én gang på de rigtige taster, og efterhånden som man nåede frem gennem ordets bogstaver, gættede systemet på, hvad man nok ville skrive. Det virkede tit som desperate gæt.
Bemeldte blogger skrev også om nogle af de sære beskeder, vi nåede at få sendt af sted, inden vi opdagede, at Autokorrektur var trampet tværs igennem ordene og havde forplumret budskabet. Hendes læsere bidrager med tilsvarende eksempler i kommentarsporet, og i nogle tilfælde har autokorrekturen sat varige spor på den måde, at de siden bevidst og konsekvent har afsluttet sms’erne med et kækt Knud.
Tilsvarende har jeg og en veninde i mange år indledt vores mails – ikke med Kære, men med <løtr. Det er dét, man skriver, hvis man får sat sine hænder forskudt én tast mod højre på tastaturet og går i gang med at blindtaste. Det gjorde jeg engang, og det var så sjovt, at vi ganske enkelt tog det til os og lod det være vores startsignatur. De har virkelig løbet frem og tilbage ude i cyberspace med mange <løtr Hanne og <løtr Birgitte-mails gennem årene.
Det var bare lille det, jeg kom til at tænke på.
Billedet har ingen relation til noget, udover at himlen så sådan ud i det øjeblik, jeg tænkte.
