Udsigt til ny udsigt
Sommetider går det hurtigt i mit liv, og jeg når ikke altid at holde mig til den oplagte rækkefølge. Sommetider laver jeg ting, jeg ikke har fået skrevet på min to do-liste, hvorefter jeg skriver dem på listen, så snart de er udført, og straks sætter flueben.
Det er omtrent også sådan, jeg gør, når jeg køber hus.
Fra vi havde første møde med banken om, hvor købekraftige vi kunne tillade os at være, til vi havde en købsaftale i hånden, gik der en uge. Og i den uge nåede vi at se et hus, give et bud på det, få at vide at der var flere interesserede, give et bud mere og samtidig bære rundt på en kolossal mængde is i maverne, mens vi holdt vejret. Når man holder vejret, er en uge temmelig lang tid, men i en beslutningsproces om at investere i noget, der koster et syvcifret beløb, er det faktisk ikke ret lang tid.
Derfor har jeg slet ikke nået at fortælle, at vi overhovedet kiggede på hus. Men det gjorde vi altså, og nu har vi købt et.
Sværere var dét åbenbart ikke. Jeg troede ellers, der skulle gå lang tid med at se på en masse, overveje og afveje, og pejle os ind på, hvad vi hver især gerne ville og især ikke ville, og hvad vi kunne blive enige om, hvilke krav vi ikke ville gå på kompromis med, og hvad der var lige meget. Fra starten så billedet nemlig helt forskelligt ud i vores hoveder. Den ene ville ikke gå ned på plads (det var mig), den anden vægtede kvalitet højt (det var Morten), og så var beliggenheden også en faktor, især i forhold til hvor det ikke skulle være (mig), og derudover skulle det selvfølgelig være noget, vi havde råd til. Men hele denne føljeton går verden nu glip af. Vi har set ét hus før det, vi nu har skrevet under på at købe, og det var vi enige om ikke at kunne se os selv i.
For at gøre en kort historie endnu kortere, erklærede jeg forrige søndag ved 16-tiden: “Det her kan jeg godt se os i”, og Morten sagde: “Jeg behøver ikke at se flere”. Der var plads, kvalitet og beliggenhed i den samme pakke. Så gav vi det et skud og et bud. Nu hedder vi “køber” på flere stykker papir.
Jeg er slet ikke landet endnu. Jeg er ikke sikker på, at jeg er voksen nok til at være sådan en, der køber hus. Men det bliver godt, og nogen (det er banken) holder mig i hånden og hævder, at det nok skal gå. Fra 1. april, hvis nogen skulle spørge.
Og nu vi er ved spørgsmål, så er det de samme ting, vi hele tiden bliver spurgt om, og jeg kan lige så godt give svarene her.
Har I virkelig brug for så stort et hus? Ikke kvadratmetermæssigt. Men det har det antal værelser, vi gerne vil have, og så har det en stue/repos på første sal, som vi ikke har efterlyst, men det er jo bare en bonus.
Skal I så beholde kolonihaven? Ja, som udgangspunkt. Vi vil jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlægger jo ikke sig selv. Den nye have skal være nydehave, og kolonihaven fortsætter som ydehave. Så vil tiden vise, om balancen forrykker sig.
Rykker Morten så kontoret hjem? Nej.
Nogle har måske kun ét eneste brændende spørgsmål: Der var jo flere interesserede … Hvad var jeres endelige bud? Et beløb og en flaske champagne. Sælger siger, det var champagnen, der tippede handelen til vores side. Måske et godt tip til andre, der skal ud i budrunde.
Nå men altså: Købe palæ til Grevinden – tjek.
