Jeg trak skatkortet igen i går. Da jeg kom ind i kolonihavehuset, kiggede jeg ned og konstaterede, at der lå en del strå og smågrene på gulvet lige foran døren ind til køkkenet. Så kiggede jeg op og konstaterede, at der var en rede lige over køkkendøren.
Cirka samtidig fik solsortehunnen, der lå i reden, øje på mig, skreg op på den virkelig rasende og truende solsortemåde og flaksede hysterisk rundt, inden den fandt vejen ud under tagskægget.
Mens den var væk, benyttede jeg lejligheden til at hente ALT ud, hvad jeg skulle bruge af redskaber. Spand, spade, graveske, beskæresaks, handsker og så videre, for jeg skulle bare ikke derind igen, før reden var fjernet. Og så skrev jeg til Morten, som ville komme i haven lidt senere, at han skulle belave sig på at fjerne reden. Jeg kan ikke, og jeg vil ikke, men det er HELT sikkert, at fugleyngel ikke får lov at blive voksent inden døre på mit revir.
Jeg har det stramt med fugle tæt på. Skriv ’fuglekrig’ i søgefeltet her på bloggen, så får du en lang række slag, som jeg har udkæmpet og vundet de fleste af, eller se her, hvor Morten også var en helt. Fugle må gerne findes, de må gerne synge, også tidligt om morgenen, og jeg vil gerne fodre dem (dog ikke duer!), men de skal ikke flyve frit indenfor eller opholde sig mindre end to meter fra mig, heller ikke når de er døde.
Helten kom, tog reden væk – der var ingen æg lagt endnu – og skiftede en utæt vandhane, mens heltebarnet fjernede mos på plænen. Der var en del. Rullegræs, der blev rullet ud for fem år siden, kan sagtens udvikle så meget mosvækst.
Og jeg fik gravet og gravet og gravet. Når jeg har gravet det hele i løbet af de næste dage, må jeg lægge kartofter og sætte løg. Elly og Ivan, der har nabohaven, har allerede gjort begge dele, men de er altid foran, så det tager jeg ikke så tungt. Elly såede også noget i går, men jeg så ikke, hvad det var. Næste gang jeg er derude, vil jeg kaste lange blikke over hækken på frøposen, der er er sat på en pind for enden af rækken.
Jeg har ikke en frørække endnu, men jeg har en række solide havehjælpere, som har tjent mig trofast gennem op mod 25 år. Engang var de røde, men årene har falmet farven og slidt emaljen. Det er omtrent som mig, men sammen er vi stadig stærke.
Hvis man kunne se blæsten, hvis den for eksempel var grøn eller blå, eller hvis den var en hyrdehund, for eksempel en border collie, kunne jeg følge med i, hvordan den bar sig ad med at drive de visne blade sammen lige netop dér. Bunken har været uforanderlig det meste af vinteren. Lige netop den facon, lige netop dér i hjørnet af terrassen, lige uden for stuevinduerne har blæsten valgt, at det er et prima sted at samle alle de blade, træerne tabte i efteråret. Blæsten ved ikke, at træerne ikke vil bruge dem igen.
Jeg skal heller ikke bruge bladene, men har valgt ikke at flytte bunken endnu. Vindstrømmene flytter den bare tilbage igen.
Og så vil jeg også godt vente til foråret, så det er lidt rarere at gå udenfor. Foråret er lige om hjørnet, har jeg hørt. I næste uge, har jeg hørt. Hvor jeg har noget ferie, jeg skal have brugt inden udgangen af april.
Det her billede er taget ud af stuevinduet, og man kan se, at der er flere projekter derude. Oliventræet skal flyttes over i en ny krukke – som ikke er revnet. Jeg venter til det bliver lidt lunere.
Vi træner til Utah. Lørdag tog vi den første træningstur MED oppakning. Vi puttede henholdsvis 11 og 14 kg i rygsækkene, snørede støvlerne og vandrede 8,5 km i noget af det smukkeste istidslandskab, vi har lige syd for Viborg.
I slutningen af maj skal vi på vandretur i to nationalparker i Utah sammen med 12 andre gode folk med gode ben. Dollerup Bakker er langt fra Grand Staircase-Escalantes foldede orange landskab, men man kan jo lige så godt kigge på noget pænt, når man går.
Det gik godt. Faktisk var det en supergod oplevelse. Benene summede lidt i aftes, men på en god måde, og vi oplevede, hvordan man kommer helt i zen, når man vandrer. Benene gør arbejdet, og hjernen er slået fra. Det er fantastisk.
Undervejs lavede vi kaffe og spiste frokost på en læfyldt solside med udsigt over Hald Sø. Ajmen, er det ikke pænt?
Ryg og skuldre er helt upåvirkede af belastningen, og det betyder, at rygsækkene passer og er indstillet, som de skal.
Det var for resten det her, der var i min: en dyne, en meget tung bog, vand, primus, kopper og frokost. I Mortens rygsæk var der to vattæpper og hele vores samling af Gyldendals røde ordbøger. Fordi: Dyner og tæpper til at fylde ud, så man kan pakke de tunge ting øverst og få tyngdepunktet så højt som muligt og så langt ind over kroppen som muligt.
Der var en pointquiz i et Kender du typen?-program, hvor de to livsstilseksperter skulle gætte, om vores hovedperson var typen, der A) havde abonnement på børnetøj, altså fik en ny pakke tilsendt, når barnet formodedes at være vokset til en ny størrelse, B) håndplukkede tøjet ved selv at gå ud og købe det i fysiske butikker, eller C) arvede børnetøj fra venner og familie.
Kvinden, hvis hjem vi besøgte, viste sig at være B-typen, som selv gik ud og købte tøj til sin søn.
Det har jeg også gjort, men jeg har i lige så høj grad været på C-holdet, og i tidens løb har der cirkuleret mange poser med tøj mellem mine børn og deres fætter og kusiner, i takt med at de store voksede ud af tøjet, og de små voksede til. Det var der rigtig god fornuft i. Noget af tøjet holdt til mange børn, noget blev slidt op undervejs, noget syede vi selv.
En af pointerne i ’Kender du typen?’ var, at vi klæder vores børn i den stil, vi selv har, så det hele hænger lidt sammen, og på den måde præger vi dem.
Arrh, jeg ved ikke rigtigt….
Hvor kikset tøj kan man egentlig gå igennem barndommen med og stadig blive et hæderligt menneske?
Undskyld, børn! Det her virkede altså som en god idé i 1995!
Hold nu op, det er en mærkelig sætning at indlede med, nu jeg ser den. Ikke desto mindre er det sådan, mine ørers anatomi er. Der er god plads til huller i mine øreflipper, og der har været huller, siden jeg var 14 år. Da tog jeg sammen med Anders og Flemming, et par andre (øre)flippere fra klassen, til Odense for at få lavet huller i ørerne. Jeg kan ikke huske, om min mor kørte for os, eller om vi tog rutebilen. Jeg hælder mest til, at vi var af sted på egen hånd. Med tilladelser hjemmefra selvfølgelig.
Jeg fik hul i begge ører, Anders havde hele tiden kun villet have hul i det ene øre, for det syntes han var sejt. Flemming fik kolde fødder, og det forplantede sig helt op til ørerne, så han vendte hjem lige så hel, som da han tog hjemmefra.
Om han siden har fået perforeret sine øreflipper eller har fået andre piercinger, har jeg ingen anelse om, og jeg ved heller ikke, om Anders stadig går med en kæk ring i det ene øre. Men selv har jeg gået med øresmykker lige siden og holdt hullerne ved lige i samtlige 44 år.
44 år lyder også mærkeligt. Det er mange, og er det virkelig så længe siden, jeg var 14? Ja, det er det.
Men hvad sker der for ørerne med årene? Jeg synes, hullerne har flyttet sig – som om de er sunket nedad. Eller også har placeringen bare aldrig egnet sig til alle slags smykkedesign. Når jeg bruger ørestikker formet som mellemstore kugler, sidder de temmelig langt nede på flippen. Næsten ude af flippen. Hvis man vil undskylde mig sammenligningen, er det lidt som brystvorterne på et par hængebryster. Jeg er ikke tilfreds med det.
Man kunne måske godt forestille sig, at guldsmeden, der skød hul, kunne have sigtet lidt højere, når der nu er så meget plads.
Hvor vil jeg hen med det?
Jeg ved det ikke. Måske skal jeg engang få skudt ved siden af. Få et tillægshul med et bedre center.
