Rødbeder på en måde

Havde jeg været madblogger, ville jeg selvfølgelig have givet en liste med rødbeder på femogtyve måder. Men jeg har heldigvis ikke låst mig fast på at redde andres husholdninger. Jeg uddeler bare glade amatørforslag baseret på egne små køkkensucceser. Sådan en havde jeg i går. Yngste drengebarn og jeg var enige om at spise lidt for meget, fordi det både smagte og pyntede.

2014-09-18 19.22.04_small

Jeg gjorde det, at jeg skar 600 g rødbeder i grove tern og vendte dem i hvidløgsolie, honning, saften af en halv citron, salt og peber i den mængde, som jeg nu syntes, og bagte dem i ovnen ved 200° i 30 minutter. Imens ristede jeg et par spiseskefulde græskarkerner på panden med lidt ekstra salt. Da rødbederne var bagt, hældte jeg dem i et fad, smuldrede ca. 100 g god feta over, dryssede med græskarkernerne og grofthakket frisk koriander og strintede saften fra en halv citron over. Vi fik fiskefrikadeller til. Det kunne man godt.

Nå jo, der er en rødbedemåde mere. Morten lavede en rigtig god rødbedesuppe tidligere på ugen, men jeg har ingen anelse om, hvordan han gjorde, bortset fra at det var noget med rødbede, porre, ingefær, bouillon og en blender. Det var den dag, jeg lærte, at jeg skal skrue blenderen bedre sammen, når jeg har vasket den.

Særlig talt

Det klør på min ryg og har gjort det siden i går. Måske er det bare tør hud eller noget tøj, der irriterer. Eller. Eller. Eller. Det kan være mit helt særlige tegn på, at der er en forkølelse på vej.

Så længe jeg kan huske, har jeg haft det sådan, at når det klør et specielt sted mellem mine skulderblade med en kløe, der ikke kan kløs væk, er det signal om, at det trækker op til sygdom.

For halvandet år siden fejrede Morten og jeg nytår i Paris. Romantisk var det. Vi boede i en hyggelig etværelses i Maraiskvarteret og havde bestilt bord til nytårsmiddag på en noget over middel restaurant. Dagen før nytårsaften mærkede jeg kløpletten på ryggen, og jeg oplyste Morten om, at jeg var under angreb, og at jeg ville blive helbredsudfordret næste dag. Aaaarhh!?, mente han. Kunne det nu passe, at jeg sådan kunne forudsige dét – uden andre indikationer end noget, der kløede på ryggen? Jeg fastholdt, jeg vidste det jo. Og ganske rigtigt: Næste dag på Montmartre trak det mere og mere sammen i mit hoved og i min krop, og jeg var træt og ømmusklet. Vi tog tilbage til lejligheden, og nytårsaften blev sådan, at i stedet for den fine restaurantmiddag gik Morten ud og købte brød, ost og vin, som vi indtog på sengekanten, og eftersom han skjult i sin kuffert havde medbragt både serpentiner, knallerter og skralder hjemmefra, blev det alligevel en hyggelig, om end anderledes end forventet nytårsaften i Paris. Jeg trodsede sygdommen sent på aftenen, og vi nåede op fra metroen til et illumineret Eiffeltårn et par minutter i midnat.

Men altså, det er, hvad den kløplet varsler. Jeg taler ikke så meget om det, for folk – selv min mor – kigger underligt på mig, når jeg nævner fænomenet, og jeg har aldrig mødt nogen andre, som har det på samme måde, eller bare har hørt om det. Jeg føler mig sådan lidt hekseagtig. Eller som en keltisk druide.

Jeg er nu lidt i tvivl denne gang. Kløen er ikke helt præcist, hvor den skal være, så det er nok bare noget tøj, der har irriteret huden. Skal vi ikke satse på det?

Min særlighed har jeg jo stadig. Helt selv.

Jeg har forresten én til. Jeg kan ikke lide bananer. Det kender jeg heller ikke andre end mig selv, der ikke kan.

Med på noderne

Det der fine lys om morgenen, når solen bryder igennem disen, står op over skoven og spejler sig i en blikstille Tange Sø. Kaffe i thermokoppen. Lydbog. På vej til dagens dont.

Jeg hører Donna Tartts Den lille ven. Ann-Britt Mathisen har indlæst, og hun er den lydbogsoplæser, som har været tættest på at få mig til at opgive en bog. Umotiverede pauser i sætninger, tryk forkerte steder, deciderede fejludtaler så sætningerne kun vanskeligt opfattes i deres helhed, vejrtrækning, alt for ens stemmer og intonationer til romanens personer, så jeg ikke kan opfatte, om det er den tiårige pige eller den aldrende bedstemor, der siger noget – de lyder alle som midaldrende overklassedamer med pagehår og brillerne nede på næsen. Det er ærgerligt. Jeg holder ved lidt endnu, for jeg vil faktisk gerne læse bogen.

bilradio

I morges lod jeg hende overtrumfe af U2. Det album, som alle i hele verden med en iTunes-konto i forbindelse med lanceringen af iPhone 6 kan hente gratis. Det har jeg også gjort, for jeg er med på noderne. Jeg forstår så knapt, hvad U2 skal tjene deres penge ved, når de bare forærer deres ting væk, men det har de sikkert tænkt over.

Der blev mærkbart mere fest i kabinen, da jeg slog over på musikken og skruede op. Kroppen rockede, kaffen smagte lidt bedre, solen skinnede lidt klarere, jeg blev faktisk også lidt yngre. Det var en god og glad morgen. Det er godt at have valgmuligheden.

5006-kilometervask

Det er uhørt. Fremmed. Sært. Nyt. Usædvanligt.

Hvad, hvad? Ja, at: 1) Jeg har haft den lille ny i ni en halv uge og har allerede kørt fem tusind kilometer og 2) Jeg har allerede vasket den for tredje gang.

Den samme distance rakte til trekvart år i min gamle bil, og det ville tage omkring fire år at få den vasket lige så mange gange.

The Times They Are sandelig a-Changin’…

bilvask

Her er den, den lille, efter en omgang med både fælgrens, insektfjerner og standardvask. Noget dyrere i vask end Hvide T var. En af dagene må jeg have den kørt ind under balkonen og kaste en forlængerledning og en støvsuger ud over balustraden, så den også kan få en omgang indvendigt. Der er jeg nemlig bagud. Der er græs og alt muligt på måtterne.

Men se da lige, hvor den skinner. Så man kan spejle sig.

Jeg skal lige lære det

Her er min nye thermokop. Til at have morgenkaffe med på turen til arbejde, hvis jeg ikke lige når den, inden jeg kører, og det gør jeg tit ikke. I dag debuterede koppen, og allerede i dag lærte jeg noget: Jeg kan snildt vente, til jeg passerer Rødkærsbro, med at tage den første slurk.

Det var learning by doing. Forreste del af min tunge er så godt som brændt væk, og mit fødeindtag de næste mange dage vil helt sikkert minde mig om min nye indsigt.

Det er jo ikke koppens skyld. Det er brandgodt, at den kan det, den skal. Jeg skal bare lære at administrere det.

thermokop