20. december 2014 | den store bunke |
December 1995:
Laura, 3 år, er kommet til at afsløre, hvad hun skal give far og mor i julegave; den pakke, hun har haft med hjem fra børnehaven: “Pebernødder, det har jeg bagt!”
Mor siger: “Det skal du da ikke sige, Laura, det er da en hemmelighed”.
Laura beklager: “Jeg ka’ ikke holde mig på hemmeligheder…! Det er svært.”
Sådan har jeg det i øjeblikket. Jeg er hele tiden ved at buse ud med små fortællinger om, hvad jeg har oplevet, da jeg var ude og … ordne noget. Historier, der ikke kan fortælles uden at afsløre, hvor jeg har været.
Jeg kan næsten ikke holde mig på hemmelighederne. Eller i skindet. Det er svært!
18. december 2014 | den store bunke |
Mens børnene kæmper Femhæreslaget med Hobbitten i biografen og mand er til julefrokost, har jeg haft travlt.
Med at høre Elvis’ White Xmas.
Blandt andet.
16. december 2014 | den store bunke |
Hvis nogen nogensinde hører mig sige, at “vi giver hinanden gulvtæppe/gardiner/ bilmåtter/vaskemaskine/havemøbler i julegave”, er der frit lejde til at slå hårdt ned på mig og tale voldsomt dunder til mig. Måske endda sparke mig over skinnebenene. For den vej vil jeg bare ikke. Det er da det kedeligste, et parforhold kan havne i.
Selvfølgelig kan man godt mangle de nævnte ting og blive enige om at anskaffe sig dem. Men så skal man da ikke kalde det en julegave. Man skal da have noget, som den anden har valgt og holdt hemmeligt indtil juleaften, eller hvornår det nu skal pakkes ud.
Det er jo derfor, vi ikke fortæller hinanden alt i øjeblikket. Derfor vi prøver at være den første, der tømmer postkassen, så vi kan nappe de postanvisninger, der måske er i den. Derfor vi lige sørger for at vippe låget på vores laptops ned, så de andre ikke ser de afslørende sidereklamer for det, vi har søgt efter på nettet. Derfor vi råber hej og stryger direkte til hemmelige gemmesteder med poser under trøjen uden at finde de andre først, når vi kommer hjem.
Nu har jeg sagt det. Så kan jeg aldrig få en gensidig lænestol.
14. december 2014 | den store bunke |
For enden af en weekend, hvor vi har hygget igennem med gode venner, grinet og snakket, drukket godt, spist godt – også til bunden i småkagedåserne, fældet juletræer, gået tur, sovet for lidt, købt julegaver, lagt puslespil og pyntet juletræ, føler jeg mig så træt som en på 55.
…?
Stod der virkelig pyntet juletræ? Ja. Vi har snydt lidt og pyntet tidligt. Det blev et fint træ. Og heldigvis var vi enige om lamettaen. Lametta, de smalle sølvstrimler, som kan skabe sådan en ufred, hvis der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal på træet, eller om det i stedet skal være fehår eller ingen af delene. Fra nu af bliver vi budt velkommen hjem af kugler, lys og flettede hjerter. Og lametta
11. december 2014 | den store bunke |
Det var vores treårsdag i går. Tre år siden den første, legendariske date i Bilka. Da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg overbragt en hilsen fra Heidi fra Interflora i Harlev. Hun havde været noget slukøret, fik jeg fortalt, fordi hendes chauffør havde siddet i kø og ikke var nået frem til Galten, inden jeg kørte derfra.
I dag kom blomsterbudet frem i tide med en smuk buket, denne gang vedhæftet et par undskyld-chokoladehjerter. Den udløste et kollektivt “Nåårrhh” på tegnestuen, og flere af mine kvindelige kolleger var henne og tage billeder, som de sendte til deres mænd med et “Se, hvad Birgitte har fået…” og fik ikke andet end “Hun er godt nok heldig” og “De er sandelig flotte!” retur.
Meeeen…
Inden jeg kørte hjem, havde blomsterbudet været i Galten igen.
