Året 2009

Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.

Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.

Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.

Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.

Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.

Operation hæk

Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.

“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.

Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.

Og det skete.

Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.

I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.

Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.

Den gyldne tornado er løjet af

Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.

Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.

Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.

Det var godt gjort.

Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.

Gult lys

Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.

Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.

Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.

Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.

Og se, nu er der også lys indenfor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Tiden er inde til forandringer

Så derfor vil jeg snart skifte coverfoto på min Facebook-profil.

Ja, dét var da noget af en forandring, tænker den sarkastiske læser måske. Men hør nu. I ret lang tid har jeg haft denne storblomstrende kolonihaveidyl som coverbillede, og det er altså ikke bare, fordi digital forandring fryder, at jeg nu tænker på at skifte ud.

Jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg skiller mig af med hele kolonihaven.

Vi overtog haven for syv år siden. Eller Morten gjorde. Da boede vi ikke engang sammen endnu, men i hver sin lejlighed i Viborg, og vores første fælles investering var et campingtoilet. Nogle år senere flyttede vi sammen i en anden lejlighed, dog med stor terrasse, men stadig var kolonihaven vores skønne mulighed for udeliv, haveglæde og ikke mindst hjemmedyrkede grøntsager. Det var mest mig, der udfoldede min indre gartnerske, og jeg var glad langt ind, hver gang jeg gik ind af havelågen derude. Og jeg bragte stolt avlen hjem. Jeg har fotograferet og skrevet utallige indlæg om kolonihaven lige fra starten af bloggens levetid, og ingen har vel kunnet være i tvivl om, hvor glad jeg har været for denne perle midt i byen.

Da vi købte hus med have for tre år siden, spurgte mange, om vi så ville beholde kolonihaven. Dengang var svaret et ja. Vi ville jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlagde jo ikke sig selv. Den nye have skulle være nydehave, og kolonihaven skulle fortsætte som ydehave. Så måtte tiden vise, om balancen forrykkede sig.

Og nu er vi der, hvor det tipper. For meget yde, for lidt nyde. Inden længe kommer besværet til at overstige glæderne ved kolonihaven. Mens vi har boet i hus, er vi ikke en eneste gang taget ud i kolonihaven for bare at være der, grille, drikke vin og have gæster. Det kan vi lige så godt gøre hjemme, hvor vi bor. Men jeg har stadig dyrket grøntsager derude, sået og høstet, eksperimenteret med afgrøder og tilbragt lange weekenddage med havearbejde – i harmoni med verden og mig selv. Og NYDT det.

Men efter at Lasse er flyttet hjemmefra, har vores husholdning og madvaner ændret sig. Det er blevet mere loose og spontant, og vi har slet ikke brug for så meget, som jeg traditionelt har dyrket i kolonihaven. Faktisk kan det godt være bøvlet at få brugt al den spinat og grønkål, alle de kartofler, løg, bønner og rødbeder, som jeg har hentet med hjem.

Og så skal man jo ikke.

Jeg kan jo bare have lidt salat og hvad vi nu har behov for i et højbed herhjemme. Og måske et lille drivhus til tomater og agurker også. Så slipper jeg også for hele tiden at være bagud med at få gravet kolonihaven til vinter og inden såtiden.

Så derfor.

Beslutningen er taget. Det blev til syv dejlige sæsoner, og nu er det tid at sende Hyldehaven Ambiorix videre. Så skal vi bare have den solgt – og kender du nogen der drømmer om sådan et paradis midt i Viborg, siger du bare til.

Og så skal jeg have fundet et andet pænt coverfoto.