I morgen møder jeg ind på min arbejdsplads og geninstallerer en slags almindelig hverdag. Det er blevet bekendtgjort, at alle der hidtil har arbejdet hjemme, skal møde ind på virksomheden mandag, forudsat vi kan overholde de gældende sikkerhedsregler. Og det kan vi sagtens, selv om en hel del bliver helt anderledes, end da vi var der sidst.
Jeg har ikke været der i 37 dage, og jeg skal af med alle de nye vaner, jeg har tillagt mig den tid, jeg har varetaget mit arbejde hjemmefra. Det starter allerede fra morgenstunden, hvor jeg skal op en hel time tidligere, end jeg har vænnet mig til. For jeg skal nå at tage bad, tørre hår, male mig i ansigtet, tage præsentabelt tøj på, lave madpakke, spise morgenmad, pakke bilen med skærme og andet arbejdsgrej og køre på arbejde. Jeg har kun haft brug for at gøre en fjerdedel af de ting i de sidste fem en halv uge, nemlig tage bad (endda kun hver anden dag) og spise morgenmad. Det tager ikke lang tid. Det er helt skræmmende at skulle vænne mig til nye, gamle rutiner igen.
Det skal nu nok gå. Håber jeg. Vi får se. I bliver de første til at få det at vide, hvis ikke.
Jeg har gjort mig umage for at nyde dagen i dag, nærmest som når jeg har haft ferie og forbereder mig på at skulle i gang igen. Jeg har nydt solen og naturen. Morten og jeg gik en lang tur i Viborg Naturpark, hvor jeg også var en af dagene før påske. Det var også en dejlig tur i dag – området kan varmt anbefales. Rød rute er små otte kilometer i flot og varieret terræn.
Hjemme igen stenede vi med hver sit. Lyttede bøger, fedede den i haven, lavede ingenting, lavede puslespil, hentede takeaway og spiste alt for meget. Det har været en god dag. Bortset fra ’spiste alt for meget’.
Vi ses, i morgen.
