26. april 2020 | At have have |
Jeg har gået og holdt mig i skindet siden påske, konstateret rim på græsset om morgenen, studeret meteorologiske forudsigelser. Jeg har sagt til mig selv igen og igen, at det var for tidligt at plante ud i drivhuset. Formanet mig om, at det jo ikke haster. At jorden ikke er varm nok. At der skal være tocifrede grader. Og jeg har holdt mig.
Siden skærtorsdag har vores nye, flotte mobile drivhus (fra Urban Greenhouse, hvis du er interesseret) stået klar på terrassen, og næsten lige så længe har der også været kapillærkasser og plantesække i det. Solen har skinnet og skinnet, og jeg har endda haft shorts på i haven flere gange.
Men det har været koldt om natten. Nogle nætter frostgrader. Og der er ingen grund til hastværk. Vel? Og jeg har holdt mig tilbage.
Lige til i dag. I dag turde jeg godt. Jeg kørte i plantecenter og fortabte mig. Og nu har jeg plantet tre forskellige tomatsorter og en forsigtig agurk – jeg regner med at supplere med endnu en type agurk senere, når vejret nok alligevel bliver lidt varmere. Jeg har også plantet krydderurter: rosmarin, oregano, salvie og timian. Og mynte, hvis vi nu skal have mojitos en dag.
Jeg er virkelig glad for dagens indsats og nyder at kigge ud i drivhuset – lige inde fra stuen.
12. april 2020 | At have have |
- Det er påskedag i en påske, der er meget lidt påskeagtig, bortset fra en masse fridage i træk.
- Jeg holder kaffepause i et graveprojekt.
- Nu hvor vi har solgt kolonihaven, er jeg nemlig kommet i tanker om, at vi mangler et sted til georginerne, som snart skal i jorden. I et af bedene i rækkehushaven er (var) der et ret stort område med lavendel, som jeg egentlig ikke er ret glad for, efter at jeg engang på en ferie i Provence købte en lille flakon lavendeldråber, som lækkede det meste af sit indhold ud i min rygsæk.
- Nu er lavendlerne væk, jorden er gravet igennem for rødder og skvalderkål, og der er sort jord i et tilstrækkeligt areal til de fem georginesorter, vi aktuelt har.
- På billedet ses en række af vores havedarlings. Lad os tage dem fra højre side.
- I stenbedet ovre ved hækken står mit lille oliventræ i en krukke. Det har stadig nogenlunde samme størrelse som da jeg fik det for snart fem år siden, måske er det endda mindre. Men i det mindste er det i live.
- På muren har vi redekassen, som min bror har lavet, og som der straks blev rift om, da vi havde sat den op. Imidlertid blev det ikke de fine blåmejser, der vandt lejemålet, selv om de byggede ihærdigt i flere dage. De blev jaget på porten af et magtfuldt skovspurvepar, der fortsat bygger og huserer. Af gode grunde aner vi ikke, hvordan der ser ud indendørs – om reden er færdig, og om der er æg. Jeg er blank på fugles formeringsmønster, men det antal æg, som hunnen lægger, kan jo umuligt være inde i hende på én gang. Jeg har set adfærd, der kunne tyde på, at parret brygger et æg om dagen, og så kan det være, hunnen stikker ind og klemmer det ud bagefter. Eller hvad véd jeg.
- Så har vi en helt ny darling, som også er en konsekvens af salg af kolonihave. Vi har anskaffet et mobilt drivhus, et Urban Greenhouse. Det er virkelig flot, smart og på hjul, og jeg fortæller helt sikkert mere om det i løbet af sæsonen. Det er lige tidligt nok at plante i det, synes jeg. Jeg vil godt være mere sikker på tocifrede varmegrader. Men vi skal have tomater og agurker.
- Foran det ses vores brændekløver. Den er det jo overhovedet ikke sæson for nu, men den er en fin og praktisk hjælper, når der lige skal kløves en pind eller fem til optænding i brændeovnen. Vi har en mukkert stående lige inden for terrassedøren. Billedet viser ikke, hvordan kløveren fungerer, og det nemmeste er bare at google Kindling Cracker.
- Den sidste darling er mig selv. Frisørtrængende, usædvanligt solpræget for årstiden og med alderssvarende løs hals og hage fra denne vinkel, kan jeg se. Men påsketilfreds og haveglad.
30. juni 2017 | At have have |
Det er lige nu, ukrudtet i kolonihaven sætter af og sætter i sprint, så jeg er efterladt på hælene, mens jeg i slowmotion griber ud efter skuffejernet. Fra nu af er der kun én vinder i kampen om bar jord.
Jeg accepterer det og bøjer mig i støvet – eller den mudrede muld – i respekt for, at ukrudtet også i år fandt det perfekte tidspunkt at lægge sig i front. Jeg kan tage kampen op, og jeg gør det, men jeg ved bare, at jeg herfra kun kan formå at rydde op efter ukrudtets hærgen, ikke forebygge dets indtrængen.
Men jeg siger som den sorte ridder i Monty Python og de skøre riddere, efter at han har fået hugget både arme og ben af og står tilbage som en torso med hoved: Come back, I can still bite!!
Og i snorlige rækker mellem det grønne bunddække lover kartofler og løg, pastinak og spinat trods alt en pæn høst. Bønnerne er kommet op og skal snart til at sno sig op ad klatrestativerne, og rødbeder og grønkål står fint. Det skal nok blive godt.
Et par meter over jorden overvejer det trefamiljede æbletræ, som vi plantede i fjor, hvordan det skal møde efteråret. Guldborg og Rød Ananas har valgt kun at stille op med hver to skravlede deltagere, mens Discovery har sat et indtil videre stærk hold ind i kampen om æblegrøden. Vi er spændte.
Vi er også spændte på de vækster, der er under tag og bag store vinduer. Tre slags tomater og to slags agurker har snart nået loftet, og nu skal de snart til at vise deres værd. Tænker jeg bare! Peberfrugt og aubergine når næppe de samme højder, men har alligevel lagt an til frugter, så forskellige de end er.
Kom nu bare videre, vi venter jo, og salatskålen er erklæret for åben!
