Det femteseneste. Vi tog en udflugt til Næsbydale Badehotel, hvor vi nød udsigten og en takeaway-platte udendørs i det flotte vejr.
Det fjerdeseneste. Husketavlen. Man sender et billede af den til den, der skal købe ind på vejen hjem. Det er tit de her ting, vi mangler.
Det tredjeseneste. Jeg spillede Zoom-banko med afdelingen. Det var rart at se kollegerne – hjemme hos dem selv. Og at vinde en pose Dumle og en plade Marabou med Daim. Som jeg først indkasserer, når virtuel erstattes af virkelighed.
Det næstseneste. Her er vildsvinekølle under langtidstilberedning i ovnen. Morten var på kontoret og bad om at måtte se til svinet.
Det seneste. Det er et skærmbillede fra Fællessang for Dronningen på DR torsdag aften. Ældstesønnen (min, ikke hendes) bor på Parkkollegiet i Aarhus, på selve den kollegiegang hvor Prinsesse Margrethe boede, da hun læste på universitetet. Fredag aften var DR forbi, da kollegianerne sang med fra altanerne. Og i to korte sekunder, mens Oh Land sang Påskeblomst! hvad vil du her? fra en lille båd, lykkedes det at få et glimt af Niels.
Så var der ikke flere billeder.