12. marts 2020 | den store bunke |
De der kan skal, var en af konklusionerne i beskeden fra øverstbefalende på firmaets intranet i morges.
Arbejde hjemme var naturligvis det, vi skulle, vi der kunne. Jeg kan. Med den rette adgang til firmaets servere installeret på computeren kan jeg i og for sig arbejde hvor som helst. Jeg sidder ikke med tunge filer, jeg skal bare have wi-fi.
Både det bedste, det rareste og det sjoveste er da helt klart at sidde på min vante plads på kontoret og arbejde koncentreret, ind imellem at jeg blander mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig. Men verden er ikke helt som den plejer, og i dag slæbte vi computere og skærme hjem hver især. Afdelingen ser afpillet og forladt ud, og de der møder ind i morgen, kommer i hvert fald til at sidde tilpas langt fra hinanden.
Min hjemmearbejdsplads er bygget op, forbundet og testet. Alt virker. Og i morgen klokken otte nul nul sidder jeg ved skærmen og går i gang med dagens arbejde. Muligvis i nattøj, uden kontaktlinser og med uredt hår, men effektiviteten vil der ikke være noget at udsætte på.
Det er rigtigt af samfundet at tage de forholdsregler, og det bliver sikkert megakedeligt de næste to uger!
Måske skulle jeg egentlig bruge lidt tid på at gøre det dér tastatur rent…
10. marts 2020 | den store bunke |
Jeg er nået til 2009 i gennemlæsningen af min mors dagbøger. På sådan en martsdag som denne, hvor regnen siler ned udenfor, og det af virusvirale årsager er klogt at holde sig indenfor i hjemmets safe-zone, er det oplagt at tænde op i brændeovnen og sætte mig i en god lænestol og læse videre.
Jeg har ellers gruet lidt for 2009. …’gruet for’..? Det er virkelig et mor-udtryk, som jeg ikke plejer at bruge, men der dukker åbenbart sådanne glemte talemåder frem fra et sted i hjernevindingerne, ubevidst kaldt frem af indholdet i dagbøgerne.
Men jeg har altså haft en lille uro ved tanken om at nå frem til dette 2009, fordi jeg ved, at far i slutningen af året blev syg og aldrig helt kom sig igen. Han døde først halvandet år efter, men kimen til enden slog rod hen under jul i det år, jeg nu er nået til. Det er jo ikke noget, der som sådan kommer til at overraske mig, for jeg kender selvfølgelig historien og forløbet, men jeg ved samtidig, at der nok vil komme en langt tristere tone over mors notater. At der sikkert vil blive flettet flere bekymringer ind imellem de daglige gøremål i huset og haven. Hun vidste jo ikke, hvordan fremtiden ville se ud, hvad der ville komme til at ske, at det derfra kun ville gå én vej med far, og hvor meget det også ville ændre hendes hverdag.
Men indtil videre har de det fint. Far får temmelig tit næseblod, synes jeg, og det tager flere dage at for ham slå græs (de havde altså også temmelig meget græsplæne!), men de passer deres hus og have, tager til ’Ældre i bevægelse’, foredrag og den selskabelighed der nu byder sig. Og i starten af april får de begge to fornyet deres kørekort, kort før de fyldte 83 og 92.
Det var jeg stolt af dengang, husker jeg, og det er jeg stadig.
4. marts 2020 | At have have |
Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.
“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.
Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.
Og det skete.
Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.
I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.
Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.
3. marts 2020 | den store bunke |
Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.
Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.
Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.
Det var godt gjort.
Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.
2. marts 2020 | den store bunke |
Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.
Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.
Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.
Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.
Og se, nu er der også lys indenfor.
