Julehilsen fra Rigspolitiet
Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.
Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.
Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen, og betal inden bla-bla.
Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.
Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.
Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.