12. august 2015 | At have have, Hørt og set i forbifarten |
Under hvilke omstændigheder er følgende sms-korrespondance naturlig:
“Pis, som man siger … du er kørt med toilettet.”
“Aaaaaaaaaargh. Sry.”
?
Når det kemiske Porta Potti fra kolonihaven er blevet taget med for at blive tømt og efter tømning stadig ligger i bagagerummet i den enes bil, som kører rundt på Randerskanten, når den anden næste dag ankommer til kolonihaven for at tilbringe en lang, dejlig eftermiddag der.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
11. august 2015 | den store bunke |
I sidste uge var vi i Amsterdam. Vi havde en rigtig dejlig ferie, og hvis nogen havde nogen som helst bekymringer om, hvorvidt fire mennesker med bagage til en uge kunne få plads i en Aygo, var det fuldstændig grundløst. Det gav ingen udfordringer overhovedet. Der er megameget plads til fire sportstasker i sådan et bagagerum. Og en kamerataske, en pude, en tøjhund, en madpakke, jakker plus det løse. Og man kan stadig se ud af bagruden.
Vi havde endnu en gang indkvarteret os gennem airbnb og boede i en stor lejlighed lige ud til Amstel. Det var på anden sal, og vi steg derop ad lange smalle trapper. Det var en klar og tydelig dokumentation af, hvorfor der på de amsterdamske huse er en krog øverst på gavlen, og hvorfor alt møblement og indbo er nødt til at komme ind af vinduerne. Der er ganske enkelt ikke plads til at få en sofa op eller for den sags skyld til at bære en flyttekasse på tværs. En morgen sad vi og spiste brunch på en cafe og så, hvordan det gik for sig, da nogen flyttede ud fra fjerde sal på den anden side af gaden.
I de lidt mere moderne byggerier tager man en anden teknik i brug, og så ser det sådan ud. Det mest besværlige så ud til at være, da de skulle bakse det store vindue på plads i rammen bagefter. Men da sad vi også og holdt vejret på cafeen overfor, indtil der ikke længere var fare for, at vinduet skulle styrte ned. Det har været tungt!
Det virker nemt og enkelt at flytte på den måde. Men omvendt er det ikke spor oplagt at samle et ordentlig stort flyttehold af gode venner og få en festlig flyttedag ud af det, som vi gjorde sidste år.
1. august 2015 | den store bunke |
Jeg sad i køkkenet og spillede Candy Crush på iPad’en, da Morten stak hovedet ud fra badeværelset og bad mig om at slå bluetooth fra. Bag ham lød der sprød muzak.
Han havde tændt for sin bluetoothhøjttaler for at lytte til lydbog, mens han var i bad, men pludselig var den blevet overtaget af musik og, sikkert hver gang jeg scorede bolscher, en smooth stemme, der sagde Mmmmm, delicious! Sådan cirka i takt med, at han tog sit tøj af.
Det var åbenbart ikke dejligt i længden, så jeg slog bluetooth fra på iPaden.
