Theodorou, kri kri og fine fisk
Vind i hår og t-shirt på vej til Theodorou
Kri kri lige midt på væggen og i billedet
Snorklende
Kreta er god.
I går var vi på en bådtur, som vi alle sammen, både teenagerne, de voksne og barnet, vendte hjem fra med brede smil monteret på vores solsvedne ansigter.
Med kaptajn Lazarus og dykker-Freddy gik det for fuld skrue – eller i hvert fald 35 knob, og der var grund til at holde på hat og briller – ud til den lille ø Theodorou, som har har både unikke geder, falke, historie og koralrev. Vi sejlede rundt om øen og fik undervejs fortalt, hvad der var værd at vide. Der er en bestand på små hundrede individer af kri kri-geder, som udover her kun findes i Samaria-kløften og to andre småøer ud for Kreta. De kan klatre, kan de. Vi så nogle på en næsten lodret klippeside “Men hvordan kommer de derfra?”, spurgte jeg. “They can climb on everything, lady”, sagde Freddy, og så sagde jeg ikke mere.
Turens højdepunkt – og det vi tog af sted for – var, da vi kastede anker på øens østside for at snorkle. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg måske ikke ville snorkle – for jeg er mere landkrabbe end vandhund. Men da det kom til stykket, ville jeg heller ikke sættes i samme kategori som det ældre svenske ægtepar, der også var med på turen, og som slog en hjertelig skraldlatter op, da jeg spurgte, om de skulle simma, som om det var den skøreste vittighed, de havde hørt den dag. Så jeg fik monteret maske, snorkel og svømmefødder ligesom de andre – og hvor er jeg glad for det!
Vi så fisk, som Freddy fodrede med et kløvet søpindsvin. Han hentede søstjerner og lod gå rundt. Hårde, skrubbede skabninger, som ligner døde piberensernisser. Vi fik også konkylier at holde og mærke. Og Freddy kom op fra dybet og spurgte “Where is the little lady?” og gav Astrid en lille konkylieskal med hale, som hun måtte beholde. Man må ellers ikke tage noget som helst med ind, og alt bliver sat tilbage i havet igen, men jeg har erfaret, at bare man er lille nok og sød nok, får man ting foræret. Der var ikke noget til the big lady, i hvert fald.
Det var en dejlig tur, og vi var helt høje, da vi kom i land.
Om aftenen hørte jeg Mortens godnathistorie til barnet. Om snorkelfamilien på fem, som dag efter dag tog ud på havet med fede turister. Den lille snorkeldreng håbede sådan, at der en dag ville komme nogle, som var bare en smule lækre at se på, og endelig kom der en menneskefamilie på fem, som bare var så søde. Og snorkelfamilien kom alle ud at svømme … undtagen den lille snorkeldreng, som måtte ligge alene tilbage på bådens dæk, for den lille menneskepige havde sin egen snorkel med….
Det var alligevel en tand for sørgeligt, og menneskepigen var så træt, at hun måtte tørre en tåre bort. Så fik historien en anden slutning, hørte jeg, men den kan jeg ikke huske, for den var ikke nær så sjov.
