11. januar 2017 | den store bunke |
Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.
Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.
Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.
Jeg er simpelt hen så lettet.
Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.
Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.
Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…
Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.
I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.
16. januar 2016 | den store bunke |
Så køn en dag det har været til at lade ting falde ind på deres rette hylder. Sol fra morgen, koldt og klart. Langsomme gøremål.
I den forløbne uge har der været fokus på Lauras afrejse til Stockholm. Det har været dejligt at have hende i Viborg de seneste dage, og samtidig har det været både mærkeligt og spændende at sende hende ud på nye eventyr i udlandet. I Sverige, som jeg holder så meget af, – landet og sproget. Hun skal studere, bo på kollegium, cykle i Stockholm, tale svensk, indtage en ukendt hovedstad. I dag har hun bevæget sig op gennem et svensk landskab, der var koldt og klart og fuldt af sol. Som her. Nu er hun fremme og sikkert i fuld gang med at suge de første indtryk af sin nye by.
Herhjemme har dagen været oprydningsdag på den langsomme måde. Vi har bidraget alle tre. Sovet længe, vågnet langsomt, vasket sengetøj, gjort rent, vasket gulve, nørdet med arbejdsopgaver og overspring, bagt boller. Fået hjemmet tilbage til hverdag. Ladet ting og tanker falde på plads. Reflekteret. En forsigtig tur ud i det kolde og klare med løbesko og lydbog. Langsomt.
Sidst på eftermiddagen, i sofaen i mørkningen med nybagte boller og tændte stearinlys, har mit største problem været, hvordan jeg kunne lytte til lydbog, øjenlæse papirbog og skrive samtidig. Det kunne jeg ikke.
Men jeg kan glæde mig over alt det, der er blevet lagt på plads i dag, i skabene og i mit hoved.
18. januar 2015 | den store bunke |
I går var den dag, jeg skiftede mellem to slags tøj. Nattøj og løbetøj. Det første havde jeg på den halve dag, mens jeg sad i køkkenet og drev den af i en solstråle. Ud på eftermiddagen tog jeg det andet på og løbegik rundt om en sø nær mig. Hjemme igen kom det over mig, at jeg ville skaffe vores kælderrum noget orden, så vi ikke længere behøvede at krabbe os sidelæns rundt om vakkelvorne kassestabler og være uden reel mulighed for at få fat i noget i det fjerneste hjørne. Morten var væk hele dagen; først på jagt og så til noget irsk stuvning, kortenspil og rom, så jeg havde en glimrende mulighed for at bestemme alting selv. Skrue fortidens ABC-reoler sammen, stille på hylder og skaffe gulvplads. Med lydbog i ørerne, værktøj i hænderne og struktur i tankerne. Og løbetøj på. Stadig.
Før
Det var svært tilfredsstillende. Og faktisk hyggeligt også. Jeg er stolt over mit værk og pudser stadig glorie. Det passede lige med, at bagefter ville Morten gerne reddes fra mere rom, og da jeg nu stadig var i spandex – eller hvad mit elastiske sportstøj er lavet af – monterede jeg resten af udstyret og løb de to kilometer ud og hentede ham og bilen. At notere to træninger på samme dag var bestemt ikke mindre tilfredsstillende end at trylle kælderrum i rette vinkler. Bagefter tog jeg et bad og hældte mig i stribet pyjamas igen. Fremragende koncept.
I dag har jeg – udover en lang formiddag i nattøj – også haft almindeligt dagtøj på. Har været udenfor i almindelige ærinder flere gange. Blandt andet på biblioteket for at hente Donna Tartts Stillidsen som lydbog. Jeg har været i gang med papirudgaven ad flere omgange, men har måttet erkende, at det simpelt hen ikke går med analoge murstensromaner og mig længere. Så jeg blev så glad, da jeg opdagede, at nogen har indlæst den, og at det heldigvis ikke er Ann-Britt Mathisen, som var ved at slå min lytning af en anden Tartt-roman, Den lille ven, aldeles ihjel. Denne her oplæser hedder Mikkel Hansen, og det er ikke håndboldspilleren, hvilket jo er godt, eftersom jeg ikke rigtigt kan forestille mig at høre på ham en hel bog igennem. Mindre godt er det, at jeg ved sniglytning af bogens start hørte oplæser-Mikkel udtale dens titel som ’stillissen’ – med tryk på ’lis’. Hmm. Det kan blive 37 lange timer i hans selskab.
Men jeg er nok nødt til at glæde mig lidt alligevel.
3. januar 2015 | den store bunke |
“Vi skulle måske have samlet juletræer og løst gran sammen fra altanen i dag”
“Ja, og vaske grønne alger af den anden altan”
Pause.
“Nu har vi i hvert fald sagt det”
“Ja, så ved vi, at vi er opmærksomme på det”
28. juli 2014 | den store bunke |
Alt for mange plastikbøtter, ja. Cykellygter fra forrige årti. Julebreve fra de sidste 15 år – og i denne sammenhæng er det vel positivt, at samlingerne år for år er blevet mindre og mindre. Et helt livs bøger. Brætspil som ingen længere spiller. Stofrester – til det der patchworksengetæppe, som jeg skulle sy i de lange vinteraftener. Som aldrig kommer, – i stedet kom Candy Crush.
Jeg pakker, og ind i mellem er det svært at beslutte, fra hvilket hjørne jeg skal gribe det an. Men det er også lidt sjovt. Drengene pakker også, sorterer og smider ud. Der dukker ting op, som vi havde glemt, og vi udveksler historier.
Nu er det mandag, og jeg tager igen luft ind og går i gang. Først skuffen med cykellygter, dolke og noget, jeg syede i folkeskolen. Det var hvad jeg lige fik øje på, da jeg kastede et blik ned i den. Lutter ting, jeg nok ikke får brug for resten af ugen og derfor roligt kan pakke ned.
Velkommen til mit hjem, som i denne uge ser sådan ud over det meste. Dette er hjørnet, hvor fyrretræsmøblerne nyder den sidste herskabsluft, inden de sættes i kælderdepot. R.I.P.
Skabet til højre er i øvrigt til salg. Det stammer fra min fasters svigerforældres sovekammermøblement og er monsterrummeligt med fire solide hylder i 120 cm bredde. Det er også gammelt; min faster fylder 99 til efteråret, og skabet tilhørte generationen før hende. Nogen interesserede købere derude?
