6. september 2015 | den store bunke |
Det her er mig. Jeg var 24 år, og det var ud på natten til en kollegiefest.
Da Laura så billedet i går, udbrød hun: “Hold da op, hvor det ligner mig!!”. Vi hører tit, at hun ligner mig, og når mine ungdomsvenner ser nutidige billeder af hende, siger de, at det er som at se mig fra dengang. Men at hun selv ser ligheder med fuldefjollen fra firserne, fra en fest med rigelige mængder øl og kædedans?
Skal mor være bekymret?
24. august 2015 | den store bunke |
Der er begivenheder så epokegørende og omvæltende, at man for altid efter kan huske præcist, hvor man var og hvad man lavede, da de fandt sted. Hævder i hvert fald de, der selv kan huske, hvor de var.
Måske har det også noget med interessefelter at gøre.
En af den slags kollektive verdenserindringer er den novemberdag i 1963, da John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede den dag. Det kan muligvis skyldes, at jeg bare var fire år.
Til gengæld kan jeg huske, hvor jeg var den nat i juli 1969, da Apollo 11 landede på månen og Neil Armstrong svævehoppede ud på dens overflade. Der var jeg nemlig faldet i søvn på vores gule sofa og vågnede til et fjernsyn med sne og susen, efter at jeg ellers havde tilkæmpet mig tilladelse til at blive oppe hele natten for at se månelandingen.
Jeg kan også huske, at jeg blev vækket klokken seks om morgenen den 28. februar 1986, da min svigerinde ringede fra Stockholm, hvor hun boede, og fortalte, at Olof Palme var blevet skudt.
Og hele dagens forløb den 11. september 2001 står lysende klart for mig. Hvordan vi på min arbejdsplads hørte i radioen om først ét fly, der var ramlet ind i et af tårnene i World Trade Center, og så et mere, og det grusomme omfang af begivenhederne langsomt gik op for os.
Men jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det kan jeg ellers forstå, at (vi) alle kan. Det bliver i hvert fald serveret som vores allesammens fælles erindring i disse dage, hvor vi venter på en filmpremiere.
Men hør lige, det er jo bare noget fodbold. Jeg var faktisk i gang med at gro et barn. Hvis jeg tænker mig rigtig godt om og tæller datoer, var det muligvis den dag, jeg havde sidste arbejdsdag og gik på barsel. Muligvis var vi allerede taget ud til det sommerhus i Nørre Vorupør, vi havde lånt i to uger. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at den vordende far, som er journalist, har ladet finalen gå fra sig. Vi må have set det i et fjernsyn et sted. Jeg er bare ikke i stand til at genkalde mig tid og sted så præcist, at jeg kan prale med det og være med i huskeflokken.
Lykkeligt uvidende om, at jeg burde have smurt hukommelsen noget bedre, fiskede jeg makreller i Vorupør i dagene efter, og 23 dage senere kom denne sveske til verden. Hun er sådan set det vigtigste fra sommeren 92.
4. oktober 2014 | den store bunke |
Det skal jeg. På TV3 på tirsdag kl. 19. Og mor er stolt!
Jeg aldrig set meget Jeopardy, og jeg ved kun, at der netop er startet en ny sæson af det, fordi min datter er med. Hun var til optagelse i København i august og havde sit eget lille hold publikum med. Det var en god oplevelse for dem, og nu er de vist alle sammen bonkammerater med Adam Duvå Hall, som er vært på programmet, og de andre kvikke deltagere med deres medbragte publikum.
Siden optagelserne har Lauras svar på alle udfrittende spørgsmål været “Det kan jeg ikke fortælle” og “Det må jeg ikke sige”, og vi har derfor set frem og talt ned til, at det bliver sendt.
“Skal din datter være med i Jeopardy?”, spurgte min chef forleden. “Hvad ved hun noget om?”, spurgte han videre. Hun ved noget om det meste – og hun husker godt. Det er gode egenskaber i en quiz. Lad os se på tirsdag, hvordan det går hende.
I programbeskrivelsen af udsendelse 10 hedder det: I programmet kan du bl.a. møde en mand, der faktisk hedder James Bond, en læge, der forsker i bæ, og en domkirke-entusiast. Se med, når de dyster om, hvem der er hurtigst på knapperne og i hovedet i kategorier som Jesus, Danske Rigmænd og 80’er bands.
Så vi ’ses’ tirsdag aften, ikke? Det er TV3, og det er klokken 19, og jeg er stadig stolt.
Billedet er hentet fra TV3s hjemmeside. Og skulle man ikke få set den vigtige udsendelse på tirsdag, kan den ses på nettet bagefter.
12. september 2014 | den store bunke |
Så havde jeg jo lavet de her etiketter til krydderiglassene.
Og tænk engang: den emsige sprogrevser har lavet en fejl!! Det blev påpeget af medlæsende datter, som er hjemme på weekend. “Jeg så billedet, og estragon var stavet forkert, syntes jeg… men du plejer jo at have styr på det, så jeg undersøgte det ikke”, sagde hun. Morten havde tænkt det samme. Jeg kiggede på glassets egen etiket. E-S-T-R-A-G-O-N. Hm. Buuuuh!
Men jeg var alligevel nødt til at tjekke det på min all time yndlingshjemmeside ordnet.dk/ddo. Der står “ estragon substantiv, fælleskøn. Og så står der lige bagefter: nu uofficiel, men almindelig stavemåde: esdragon
Jeg bekender mig tilsyneladende til den uofficielle stavemåde. Men jeg vil naturligvis lære mig den officielle herefter. For er der regler, skal man følge dem. Derom enedes jeg i går med min unge kollega, som er en lige så stor sprognørd som jeg. Al den valgfrihed, som er indført i retskrivningen, gider vi ikke. Når man for eksempel tillader valgfrihed mellem ’inden for’ og ’indenfor’, er det bare et udtryk for, at man har opgivet dem, der ikke kunne finde ud af reglerne, og sagt, at “nåm’n, så må I bare gøre, som I selv vil”. Og som kollegaen siger, så er det jo ikke længere flot, når man godt kan finde ud af det.
Estragon, estragon, estragon, estragon.
