Jeg slår bolcher ihjel
Søn har installeret svært vanedannende spil på min iPad. “Har du ikke Candy Crush Saga? Den henter jeg lige…”.
Tak, dreng. Nu læser jeg udsagn som Niveau ikke gennemført! Du nåede ikke målet! Du fejlede! Du har ikke ryddet al geléen!
Og det passer faktisk ikke. Jeg har gennemført niveau 35. Mange gange. Jeg har fejet blævrende gele til side og forenet farvet slik i striber på tre og fire og fem. Herligt! Niveau gennemført! Blev der sagt.
Men. For at låse næste verden op kan jeg gøre tre ting.
Jeg kan spørge mine Facebookvenner om hjælp. Bare rolig, guys, det gør jeg ikke. I må rode i jeres egne kulørte bolchekogerier, så skal jeg nok fedte rundt i mit eget sukkerstads uden at belemre jer.
Jeg kan låse op nu. “Køb øjeblikkelig adgang til den næste, lækre episode.” Gu’ vil jeg ej. Det koster 7 kroner. JEG GØR DET IKKE. Jeg ved, at det vil være begyndelsen på et skråplan. Så må jeg jo også godt næste gang.
Så jeg er den personificerede standhaftighed og vælger den tredje mulighed. Jeg spiller opgaver. Man må få én i døgnet. Jeg har løst to ud af tre, og lige nu er der 10 timer, 29 minutter og 22 sekunder til næste hemmelige opgave. Kæft der er langt til niveau 36! Gad vide om man også skal stride sig ind i de efterfølgende verdener på samme slid- og langsommelige måde.
Hov. Jeg må løbe. Jeg er blevet bevilget endnu et liv… jeg træner lige bane 35 igen.
