Den hyggeligste dag i det blødeste tøj

Hvor har det været en hyggelig dag i forstæderne. For en gangs skyld havde vi en lørdag uden udgående planer og uden gæster. Vi var begge to hjemme og i vores bløde tøj hele dagen. Jeg sov endda sådan lidt længe.

Og så har vi ellers tullet med hver sit. Morten havde sine arbejdsopgaver, og jeg har siddet med min brors illustrationer og akvareller. Vi har hentet de arbejder, som han havde liggende i skuffer og skabe, og jeg er i gang med at digitalisere det. Det er både et stort arbejde og nyttig terapi for mig.

Hen på eftermiddagen spurgte jeg Morten, hvilken af tre muligheder vi skulle gå med i forhold til aftensmad. 1. Gå ud og spise, 2. Hente takeaway, 3. Lave noget selv. Den første indebar, at vi skulle have noget andet end vores bløde tøj på. Det gjorde de to andre kun i mindre grad, til gengæld betød treeren, at vi både skulle finde på, købe ind og kokkerere.

Vi var ret enige om mulighed nummer to.

Så sådan blev det. Jeg hentede dejlig thaimad, og ellers har ingen af os været uden for en dør i dag. Sådan en dag kan jeg lide.

Vi samler min brors værker på en Facebookside, vi har oprettet til formålet. Så kan alle nyde hans fabelagtige talent, og billederne gik ikke tabt, da vi lukkede hans personlige profil. Hvis du vil kigge med, hedder siden Illustrator Erik Sørensen.

Jeg fandtes og findes

Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.

Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.

Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.

Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.

Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.