30. maj 2017 | den store bunke |
Jeg er dygtig til at sove.
Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.
Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.
Men jeg tror ikke, at jeg snorker.
Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.
Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”
Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?
25. maj 2017 | den store bunke |
På sådan en Kristi Himmelfartsdag, hvor man går og smågør forskellige huslige og havelige ting som for eksempel at rydde op i skuret, ompotte potteplanter, studse to kugleklippede takstræer, støvsuge, pudse sølvtøj og vaske vasketøjskurvene tomme – kan man godt hen på eftermiddagen blive lidt rastløs, fordi det er for godt vejr til at mure sig inde på førstesalen for at sortere dynebetræk, og der er for lidt tid tilbage af dagen, til at det giver mening at køre ud i kolonihaven og sætte noget i gang dér, og man ikke rigtigt gider løbe en tur.
Men så kan man spørge sin kæreste, om han vil med ud at cykle en tur, lige netop i dét øjeblik hvor han skulle til at stene på sofaen. Og han siger ja. For vi har både nye cykler og nye omgivelser at udforske.
Det blev en fin tur i frisk vind og eftermiddagssol ud til Vedsø – lokaliteten giver sikkert kun mening for læsere, der kender mit lokalområde – hvor der både var kvæg og geder og pænt.
For god ordens skyld: Vi var to om at lave alle de ting, jeg nævnte øverst i indlægget.
24. maj 2017 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.
Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!
Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.
Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.
Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.
23. maj 2017 | den store bunke |
I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.
Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.
Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.
I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.
17. maj 2017 | den store bunke |
“Er I ved at være på plads i huset?”, spørger folk interesseret. Det kunne man jo også nemt tro, vi var, når det nu er mere end fem uger siden, vi sagde tak for hjælpen til alle vores gæve flyttehjælpere.
Men det rigtige svar er et kort og præcist “Næ!”
Der er temmelig meget gods, der ikke har fundet sin rigtige plads endnu, men stadig befinder sig, hvor det landede, da vi tømte den kasse, det blev flyttet i, og verden derefter gik hastigt videre. Der er også jævnligt sager, som den ene har fundet en plads til, og den anden så ikke kan finde.
Men i de seneste nætter, hvor jeg har haft det for varmt, er jeg begyndt at tænke på, hvor vores sommerdyne egentlig er. Den har jeg nemlig hverken pakket ned eller ud og heller ikke set siden Vestergade, og nu føles det, som om det er tid at skifte vinterdynen ud. Dyne i ental, fordi der kun er én, til gengæld er den stor. Og sommervarianten var væk.
Da jeg spurgte Morten, så han ikke umiddelbart forklaret ud. Der skulle tænkes lidt.
Lidt senere stod han imidlertid og løftede triumferende låget på barndommens brændekasse, en kæmpestor trækasse med låg, som i tidens løb har rummet meget forskelligt grej, senest legetøj, tror jeg. Men dér var altså sommerdynen.
I øvrigt sammen med alle jægersmandens bukkeopsatser. Dem var jeg slet ikke nået til at komme i tanker om, at jeg ikke vidste, hvor var.
15. maj 2017 | den store bunke |
Af og til passerer de fineste ting igennem vores hjem. For et par dage siden havde vi tre gennemført lækre bordskånere, som samtidig er kryds- og bollespil, stående, og nu er de på vej videre ud i verden.
Arrh, kan bordskånere godt nok være lækre? Og hvem laver da sådan nogle?
Det gør Anton Balle, en gudsbenådet snedkermester, der har sit værksted lidt nord for Skals. Han er gennemført dygtig, behersker sit håndværk helt suverænt og laver de flotteste ting i træ. Møbler, inventar og en masse mindre produkter, som fødes ud af hans egne ideer eller i samarbejde med forskellige kunstnere og designere med andre talenter end hans. Disse samarbejder kommer der altid unikke ting ud af.
Min Morten er Antons reklamesnedker, og det samarbejde er også noget særligt.
De her kryds- og bollespilbordskånere har været på tegnebrættet i et par år. Mere end dét, Anton har haft spillepladen liggende på en hylde uden helt at kunne bestemme sig for, hvad der videre skulle ske. Morten har været begejstret for ideen fra starten, og hver gang han er kommet i snedkeriet, har han opfordret Anton til at få noget gjort ved det. Komme videre. Få det gjort færdigt. Få det sat i produktion. Men det helt rigtige materiale til krydserne og bollerne var ikke dukket op, og snedkermesteren laver ikke halve løsninger.
Via sit netværk stødte Morten på keramikeren Karina Weihrauch og så potentialet i kombinationen af træ og keramik. Lerdamen og træmanden blev præsenteret for hinanden, og så skete der noget.
Og nu er de her, bordskånerne, som efter middagen springer ud som kryds- og bollespil, så man lige kan spille om, hvem der skal tage sig af oprydningen og opvasken. Brikkerne er håndlavet i sort stentøjsler, og brættet er lavet af egetræ, henholdsvis ubehandlet, olieret og røget eg.
De er SÅ flotte! Især den olierede version er jeg pjattet med.
Hvorfor var de hjemme hos os? Og hvorfor måtte vi ikke beholde dem?
Svaret på begge spørgsmål er, at Morten står for markedsføringen, og hans opgave var at få taget billeder af produkterne og give dem et par ord med på vejen. Det sidste gør han selv, det første har Keld Lund stået for. Han er også en af den slags dygtige håndværkere, der gør sit fag ære.
Morten og Anton har samme efternavn, men er ikke beslægtede på andre måder end mentalt. Jeg nævner det bare, fordi det er et spørgsmål, der tit bliver stillet. Anton er møbelsnedkeren, Morten er reklamesnedkeren, og det er hans fortjeneste, at der er både hjemmeside og webshop. Der er lækre sager at gå ind og kikke på. Og klikke på, eventuelt.
Jeg anbefaler af ren begejstring, ikke for egen vinding.
Det er for resten også Anton, som har lavet vores flotte spisebord.
