Flytteforsvinding
“Er I ved at være på plads i huset?”, spørger folk interesseret. Det kunne man jo også nemt tro, vi var, når det nu er mere end fem uger siden, vi sagde tak for hjælpen til alle vores gæve flyttehjælpere.
Men det rigtige svar er et kort og præcist “Næ!”
Der er temmelig meget gods, der ikke har fundet sin rigtige plads endnu, men stadig befinder sig, hvor det landede, da vi tømte den kasse, det blev flyttet i, og verden derefter gik hastigt videre. Der er også jævnligt sager, som den ene har fundet en plads til, og den anden så ikke kan finde.
Men i de seneste nætter, hvor jeg har haft det for varmt, er jeg begyndt at tænke på, hvor vores sommerdyne egentlig er. Den har jeg nemlig hverken pakket ned eller ud og heller ikke set siden Vestergade, og nu føles det, som om det er tid at skifte vinterdynen ud. Dyne i ental, fordi der kun er én, til gengæld er den stor. Og sommervarianten var væk.
Da jeg spurgte Morten, så han ikke umiddelbart forklaret ud. Der skulle tænkes lidt.
Lidt senere stod han imidlertid og løftede triumferende låget på barndommens brændekasse, en kæmpestor trækasse med låg, som i tidens løb har rummet meget forskelligt grej, senest legetøj, tror jeg. Men dér var altså sommerdynen.
I øvrigt sammen med alle jægersmandens bukkeopsatser. Dem var jeg slet ikke nået til at komme i tanker om, at jeg ikke vidste, hvor var.