Nutella om eftermiddagen, når man er i kibbutz
En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.
Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!
Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.
Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.
Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.
