Jeg er heldigvis god til at gemme

Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.

Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.

Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.

 

Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.

Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.

Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.

 

Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.

 

Jeg er heldigvis god til at gemme.

En robust model

Et billede på Facebook, som nogen likede, tændte en kontakt et sted i mit hoved og fik mig til at grave dybt i fotolommerne.

Da jeg i sin tid skulle invitere til min 30 års fødselsdag, bad jeg min kollega Ole hjælpe med indbydelsen. Teksten havde jeg skrevet, men jeg manglede det rigtige udtryk, og det tog Ole, dygtig AD’er i den århusianske (dengang var det med Å og ikke Aa) reklamebranche, meget alvorligt.

Teksten gik på, at i 1959 fik mine forældre tre nye ting, fjernsyn, ny bil og nyt barn, og allerede ti år senere gav den gule Opel Kaptajn op, og i ’81 gnistrede det sort-hvide Philips for sidste gang, men jeg var en anderledes robust model, for nu blev jeg 30 og bla-bla.

Ole greb det med modellen og bookede en tid hos reklamefotografen lige om hjørnet og stylede mig – meget tro mod den, jeg var. Jeg havde ingen sneakers, så han lånte mig et par, resten er mit eget. Sjovt nok er sneakers nu om dage det eneste, jeg har. Den kække korthårsfrits, oversize (grøn, noget krøllet) t-shirt og hjemmesyede blomstershorts er væk. Ligeså piben. Det var faktisk en Georg Jensen pibe, og jeg havde en applikeret pose i blåt velour til piben, tobakken, piberensere og -stopper.

Vi fik teksten sat op hos vores sædvanlige satsleverandør, og den blev monteret ovenover modellens ryg. Så gik vi i mørkekammeret og lavede reprokopier i A2, og invitationerne blev rullet og sendt ud i rør. Det var røvdyrt og ret besværligt for dem, der måtte på posthuset og hente deres indbydelse. Men det var sjovt.

Mine svigerforældre havde mig hængende som pin up i lang tid efter.

Birgitte30