Væg, valg og have

På denne søndag må der gerne falde et haveindlæg. Faktisk er det svært for jer at undgå sådan et fra min side i dag. Det står selvfølgelig frit for alle at lade være med at læse det. Valget er jeres.

Ligesom det har været på alle landets valgsteder i dag. Jeg har stemt på Danmarks største valgsted, hvor vi denne gang var 23.743 stemmeberettigede, og 64,8 % af os* har gjort det. Altså, jeg har jo ikke forsøgt at stemme selve Viborg Stadionhal ind i Europa-Parlamentet, men det var der, det foregik. Jeg er tilfreds med mit kryds. Jeg har taget kandidattest, fire forskellige endda, og har hver gang været mest enig med kandidater, jeg IKKE ville stemme på, og har derfor stemt noget andet. Dét er også at stemme med hjertet.

Bagefter lod jeg Morten om at spartle vægge, mens jeg smed et par stykker tarte flambée fra i aftes i rygsækken og kørte i kolonihaven.

Dér er jeg også tilfreds, må jeg sige. Finere end lige nu bliver den have aldrig. Og igen er målestokken er min egen. Haven vinder ingen præmier for hverken æstetik eller sirlighed, men MIT havehjerte er glad. Stem med hjertet, ikke!

Jeg har gravet det allersidste lille manglende stykke og luget det allerførste, hvor ukrudtet pibler igen. Jeg har rykket spandevis af knæhøjt skvalderkål og andet skrammel op fra bede, kanter og under hækken. Så har jeg plantet en bakke sukkermajs og den eneste tilbageværende hokkaidoplante.

Her er det på sin plads at opgøre mine tidlige tab: Den anden indkøbte hokkaido er død i sin potte, inden den nåede at komme ud i jorden. Én agurkeplante valgte at dø, så snart den kom i mine hænder, og hang med alt fra det øjeblik den blev anbragt i plantesækken. En anden agurkeplante er begyndt at efterligne den, så måske var jeg lige hurtig nok med plantning af sarte planter i år. Derfor overvejer jeg at anskaffe en ny af hver og håbe, høsten står mål med startudgifterne.

Men lige nu er der pæææhnt derude! Se, løg og kartofler i sort jord!

* gennemsnitsstemmeprocent for alle kommunens 17 valgsteder.

Undtagelsestilstand

Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.

Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.

Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…

Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.

Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.

I mit vindue.

Min spejlingsteori

Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.

Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.

I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”

Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.

Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.

Venstre, vel at mærke.

Karma kom

Min krop er gået i stykker. Overdreven havegravning har gjort mig til en gammel kone. Det er mærkeligt, jeg ikke også er blevet hvidhåret hen over natten. Nej vent … det ER jeg.

Jeg mærkede karma i nat, da jeg skulle vende mig, vågnede og tænkte: Hvordan kommer jeg i gang med dét? Alt, hvad jeg gjorde for at rotere min krop om sin egen akse, gjorde ondt. Det gentog sig tre-fire gange mere i løbet af natten, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har ligget på alle mine fire sider. Højre først, venstre, på maven, venstre igen, en kort overgang på ryggen, fordi der var for langt hele vejen rundt til højre, hvor jeg sluttede af, fordi det i den position ville være nemmest at slukke alarmen, som snart ville vække mig. Jeg ved det, fordi hver eneste bevægelse i løbet af natten var nødt til at være nøje gennemtænkt og orkestreret, for at det gjorde mindst ondt. Normalt sover jeg bare. Jeg lukker øjnene, og så er det morgen. Sådan gør plagede gravekoner altså ikke.

Og ligesom når badmintonsæsonen gik i gang, da jeg var ung, er det altid værst på andendagen.

Jeg kom igennem dagen, mens jeg sad så stille som muligt på min stol på mit arbejde og skrev forsigtige ord sammen. I løbet af dagen grundede jeg over, om en fornyet omgang gravning i eftermiddag, mens vejret stadig var godt, ville have en løsnende eller strammende effekt på mine forpinte balde- og armmuskler. Man ved aldrig, og jeg havde for en sikkerheds skyld taget en pose havetøj med.

Det skader jo ikke at forsøge, satsede jeg på og styrede mod kolonihaven efter fyraften, hvor jeg greb spaden og vendte yderligere nogle kvadratmeter jord. Det gjorde godt nok nas.

Jeg vil faktisk ikke afvise, at det HAR skadet at forsøge. Nu er jeg i sofaen igen. I blødt tøj og i én stilling, som jeg ikke behøver at ændre på, før jeg skal i seng.

Tiden indtil da vil jeg bruge på at planlægge, hvordan jeg griber det an, når jeg skal have mig vendt i nat.

Plantebaseret

Mit aldrende legeme værker. Det har været en weekend i bevægelse.

Det værste ved at have en kolonihave – og husk, der ER flest gode ting! – er, at karma kommer efter dig om foråret for det, du ikke når om efteråret.

Jeg nåede ikke at grave urtehave, inden vintersæsonen og vandforsyningen lukkede sig og blev lukket. Nu kommer foråret drønende direkte ud af vinterhiet. Og enhver ved, at før frø og knolde kan komme i jorden, skal jorden være klar – og forholdsvis fri for ukrudt. Det lider jeg under nu.

Både lørdag og søndag har jeg været derude og gjort så meget, som jeg synes, min krop kan holde til. Det er såmænd ikke på grund af alder, den er lidt mørbanket nu, det er bare fordi jeg ikke bevæger mig så meget til hverdag. Og sol og vind og alt det pjat gør ansigtet og øjnene trætte.

Jeg gik derude og tænkte på min mor. Hun har sagt hele sit liv, at hvis hun ikke var blevet landmandskone og skulle holde hus og lave mad (som hun hader-hader-hader!), ville hun have været indretningsarkitekt. Hun elskede at flytte om, og vi vidste aldrig, i hvilken ende af stuen telefonen, sofagruppen eller fars skrivebord stod, når vi kom hjem fra skole.

Jeg tror mere på, at hun skulle have været anlægsgartner. Lige så lidt som hun har brudt sig om arbejdet i køkkenet, lige så glad har hun været for at gå i haven. Der flyttede hun også om – på bede, stauder og buske, og byttede sig til nye blomster og planter fra venner og bekendte, og jeg kender ikke mange, der ved så meget om haveplanter og navnene på dem, som hun gjorde. Hun satte en ære i at holde hele den store have på gården ren og fri for ukrudt. Den var hendes frirum og store glæde, og selv da hun var blevet alene og flyttede i et lille andelsrækkehus, passede hun haven og lagde fliser til terrasse. Da var hun 86.

Jeg skriver i datid, for nu er interessen forsvundet. Nu vil hun helst have, at møblerne står hvor de plejer, og hun er ret ligeglad med, om det er spiræa eller sommerfuglebusk, der står uden for vinduet. Når man bliver gammel, forsvinder mange af de færdigheder, man har tilegnet sig gennem et helt liv, og tit sker det i omvendt rækkefølge. Sidst ind, først ud.

Det er ikke så mange år siden, hun stadig kunne artsbestemme alle blomster i både sin egen og min have. Langt flere end jeg selv nogensinde har kunnet navnene på. Men langsomt er den evne smuldret, og nu kan hun ikke ret mange navne mere. Og mener i øvrigt, at sådan har det altid været, og at det er min svigerinde, der er god til planter.

Jeg forsøgte at høre efter og suge viden til mig, dengang hun kunne lære fra sig, og noget er da også hængt ved. Men noget haveorakel bliver jeg aldrig. Jeg synes bare, det er rart at have have.

Det bliver sikkert endnu rarere, når jeg får mig gravet igennem hele det grønne lag af planter, der dækker jorden nu, og som har navne som mælkebøtte, senegræs og skvalderkål. Det er ikke vækster, som havde været der, hvis det var min mor, der havde haft ansvaret i sine velmagtsdage.

Og NU: sofa!

Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.